Nyt citat i rejsedagbogen

Nogle dage skal jeg minde mig selv om, at det tager tid, at blive ok igen. Det er de der dage, hvor jeg synes både fysisk og psykisk fremgang er svær at spore, men så er det, at jeg tager et kig på mine ugeplaner og kan se, at jeg rykker mig.

Ugeplanerne er G U L D værd og det samme er rejsedagbogen.

Jeg lærer mere og mere om mig selv i denne proces og min selvopfattelse udfordres. Det er en proces, som jeg hellere end gerne ville ha været foruden, men det er her jeg er lige nu.

Guldsmede, der betyder ...

...noget vigtigt i min rejse til "my new normal"

og et billede af disse insekter pryder bogomslaget til min nye notesbog.

Jeg har købt mig sådan en kinabog/notesbog til alle mine tanker og aftaler i forbindelse med psykolog-samtalerne på smerteklinikken.....og selvfølgelig kunne jeg ikke nøjes med en helt almindelig kinabog ;-)

Nu er det jo nemt, at sy et betræk til sådan en notesbog, så jeg gik fluks i gang....og blev ved med at klippe forkert og forkert og forkert....nævnte jeg ikke lige, at det er nemt, at sy betræk til en notesbog?

Jo det gjorde jeg da OG det er også nemt, men åbenbart var jeg ikke koncentreret nok, da gik i gang med projektet eller også var katten løbet med målene ;-D

MEN det lykkedes at få et bogomslag syet - omend den blev lidt kedelig i udtrykket end jeg først havde forestillet mig (noget med blonder og knapper og små mærkater). Vigtigt var det dog, at få billedet af de tre guldsmede på forsiden, fordi jeg har læst om deres symbolske betydning og det passer jo så fint til min situation.

Guldsmedens symbolske betydning:

- forandring og tilpasning

- glæde

- en invitation til at dykke ned i følelseslivet

- når en guldsmed viser sig for dig, 

er det en påmindelse om,

 at det er tid til forandring, 

at tilføje livet lidt mere glæde og lys 

- i Japan er guldsmeden et symbol på glæde og genfødsel.

- indianerne så guldsmeden som et symbol for afdødes sjæle.

- IiMayanske kultur er guldsmeden et symbol for kreativitet.

Ja synes I ikke, 

at guldsmeden er et smukt symbol?

Bagerst på bogomslaget har jeg syet et lille mærkat på med ordet BELIEVE og det skal minde mig om, at jeg skal tro på, at jeg bliver ok igen.

Og på den første siden har jeg skrevet nedenstående citat:

Ha en rigtig dejlig dag :-)

PS. hurrah for den nye medicin, der åbner flere muligheder for at vende tilbage til krea-livet

Lidt sommer på en regnvejrsdag

Jeg ææælsker regnvejrsdage...undskyld :-)

men derfor kan jeg da også godt savne lidt sommerstemning

takket være den sødeste Dorthe i Panduro Hobby i Kolding,
så lykkedes det mig at få styr på mængden af fyld i blomsterne

I går blev jeg udfordret hos psykologen til at ændre min selvopfattelse. Psykologen tegnede sådan en fin tegning på en whiteboard med mig i midten og en masse sorte og negative tankebobler = sådan ser en deprimeret person ud og det handler "blot"om at ændre tankemønsteret. Dét lød simpelthen for nemt....ha ha, men er der ikke også noget om at kemien i ens hjerne ændres under en depression?

Nå, men i dag har jeg så tænkt over nogle af de positive ting, jeg trods alt har bedrevet...omend de blev lavet med smertens sved haglende ned af ryggen, så HAR jeg lavet noget af det der giver mig den der fede lykkefølelse :-) I kender den godt :-) Det er den der følelse af at ha kreeret noget med hænderne :-)

fandt også en måde, at få vendeåbningen usynlig

Og da jeg for længe siden syede disse blomster, gav det mig den skønneste følelse, for i alt 36 blomster blev sendt afsted til nogle meget inspirerende kvinder. Og følelsen af at jeg klarede det, var euforisk :-) ....og ja det var en udfordring, at bruge venstre hånd til det meste :-)

Når jeg kigger på billeder (har fotograferet samtlige 36 blomster), så får jeg mod på at kaste mig ud i endnu et syprojekt :-) Uhhh hvad skal jeg vælge? Skal jeg sy et par stykker kattelegetøj? Et etui? En katteseng? 

Det får dog lige vente lidt endnu, for en lægeundersøgelse medførte nogle afsindige smertefyldte dage og jeg er ikke helt på den anden side af den ekstreme overbelastning af nerven i skulderen....jeg fortæller om det i et andet indlæg :-) Syntes bare lige at bloggen og jeg selv trængte til et mere positivt indslag :-)

...jeg er på vej, et skridt af gangen

Let in the sun...

Jeg har ikke sådan været Take That fan,

men denne sang rører mig pt.

Er i dag startet hos psykologen på smerteklinikken....og så viser det sig, at hun har fået nyt job og jeg derfor skal starte hos en anden psykolog = ventetid igen (har lige ventet i 2 måneder). Typisk mit held :-/ Jeg fik dog sagt, at nu hvor der er åbnet for sluserne, så ville jeg fortsætte hos hende juni måned ud!

Nu har jeg jo spændt sikkerhedshjelmen og sikkerhedsskoene er snøret ...eller er sådan nogle mon med velcro? - jeg er i hvert fald klar til at arbejde mig ud af denne depression. Jeg har kæmpet hver dag lige siden, jeg måtte indse, at jeg havde mistet fodfæstet og havde brug for hjælp. NU må der flere værktøjer til!

De fleste mennesker oplever, at miste fodfæstet i løbet af deres liv og det er ALDRIG en skam at bede om hjælp!

Og alligevel var jeg lidt flov, da jeg bad om hjælp. OG netop derfor skriver jeg så åbent om det her på bloggen, for der er jo INGEN grund til at være flov! Måske er jeg mest flov over, at jeg ikke bad om hjælp i tide....inden tankerne blev så grumme. Jeg ville bare såååå gerne selv klare udfordringen, vise at jeg vidste bedre og havde styr på skidtet.....hmmm ja det havde jeg så ikke!

I disse dage er jeg lidt hudløs og selvom jeg gerne ville være et boblende glansbillede af livsglæde og styrke her på bloggen, så er det mere vigtigt for mig at være ærlig. Ærlig om, at jeg kæmper en sej kamp med at finde mig selv, at finde troen på at jeg stadig har en værdi og at jeg bliver ok igen.

MEN det er en kamp jeg vinder!

...jeg skal bare liiige finde ud af hvilken værdi jeg har?

Fake it...

...till you make it

(mit daglige mantra pt.)

At komme ud af depressionen og finde glæden igen sker jo ikke af sig selv. 

Jeg er nødt til at tænke positivt og GØRE noget positivt hver dag....også selvom det hele føles uoverskueligt. 

Jeg er nødt til at sige: "i dag bliver en god dag!" -også selvom jeg ikke føler det, så er der jo noget godt i hver dag. 

Og betyder det, at jeg skal "fake" glæden for en stund, så er det egentligt også ok. Når smilet klistres på og jeg vælger at gøre noget rart for mig selv, så dukker den gamle følelse af "mig" pludselig op uden nogen form for anstrengelse. Og dét føles godt!

MEN jeg glemmer ikke, at hanke op mig selv og det mentale arbejde, der skal gøres for at komme videre. Nej det er ikke nok blot at tænke positivt, ikke nok at "fake" det, for så rammer virkeligheden mig hårdt i nakken og jeg bliver slået hjem i ludo. Det kræver hårdt arbejde ikke at blive hængende i depressionens kviksand og jeg er i arbejdstøjet.....

....min stædighed er her min styrke.

Hele historien

Det er vel på tide, at jeg fortæller hele min historie og ikke blot løfter sløret i små usammenhængende dele..

Jeg ønsker at fortælle den her samlet så I kan forstå hvorfor jeg er så hårdt ramt....også på psyken og ikke bare forkaster mig som et hysterisk kvindevæsen.

26. maj 2014 

Jeg får tæsk af en nabo-pige, der er i en hash-rus. Hun beretter i politirapporten, at jeg kom over til hende, 

men det gjorde jeg ikke. Hun kom over til mig sammen med en veninde og det var i min indkørsel jeg fik tæsk. 

Denne aften går jeg i seng med en giga hovedpine og en arm, der føles som om den er revet af og som jeg heller ikke kan løfte. 

27. maj 2014 

Kontakter jeg lægen, dvs. eget lægehus er lukket og patienter henvises til Lægerne i Billund.

Jeg kontakter også politiet og får oplyst, at jeg blot kan få oprettet et journal nr og dette gøres med det samme, mens vi taler i telefonen. Endvidere oplyses jeg om, at jeg altid kan vende tilbage og melde pigen for vold. Jeg får intet at vide om tidsfrist. Jeg synes at dette er en god løsning, da jeg jo ikke regner med at skaden er permanent og jeg har ikke et ønske om at straffe pigen, der jo har leget i vores have som barn og jeg vil heller ikke være uvenner med hendes forældre (dette lagde politiet særligt vægt på kunne være en konsekvens af en voldsanmeldelse) Med en journal nr ville jeg jo være sikret—også forsikringsmæssigt, så jeg kan få mine udgifter dækket.

Jeg kontakter forsikringsselskabet og får noteret hændelsen. 

28. maj 2014 

Taler jeg med egen læge i telefonen og vi aftaler medicin. Jeg er også forbi lægen og får en slynge på armen 

4. juni 2014 

Er jeg tilbage hos egen læge og her bliver jeg sendt videre på skadestuen i Kolding og starter herefter et forløb med blokader hos en ortopædkirurg, der også havde skadestuevagten denne dag. Han kunne fortælle at jeg havde en betændt slimsæk og en overrevet sene i skulderen. 

Juni 2014 

I denne periode bliver jeg tilfældigt gjort opmærksom på Offerrådgivningen som jeg kontakter og taler med. Offerrådgivningen giver mit telefonnummer til en advokat, der straks be'r mig om at melde overfaldet til politiet. 

8. september 2014 

Er jeg på politistationen og afhøres.

11. september 2014 

Bliver jeg opereret: slimsæk fjernes.

17.-20. september 2014 

Indlagt på Kolding sygehus, da smerterne efter operationen er ulidelige. Ikke en succes og der er flere fejl i journalen.

10. november 2014

Kontrol på Kolding sygehus, hvor ortopædkirurgen nu mener at jeg har en frossen skulder og det kan tage 1-3 år og ja han havde da også hørt om nogen, der gik med en frossen skulder i 10 år? Afsluttes uden genoptræning . Og jeg skal holde armen i ro indtil den frosne skulder ikke længere smerter.

11. november 2014

Kontakter egen lægen og beder om smertestillende medicin.
Får også en tid senere på ugen til en samtale, hvor egen læge allerede står klar med en henvisning til en second opinion. Aftaler også med egen læge, at jeg skal tale med en psykolog, da jeg nu er havnet i en depression over beskeden.

Denne dag modtager jeg et brev fra politiet, om at der ikke rejses tiltale mod skadevolder.

Forsøger at kontakte egen advokat, da jeg er helt uforstående overfor begrundelsen, at jeg ikke er kommet til skade af nogen betydning? Advokaten er i København i denne uge og han vil kontakte mig, når han er tilbage igen....det skete først meget senere..

12. november 2014

Jeg kontakter senior anklageren pr telefon. Jeg er fuldstændig slået ud over uanstændigheden i at kalde min skade for ”ikke betydelig” og tænker at det da må være en fejl. Jeg vil også gerne vide hvilken journal hun har læst det i. Jeg får beskeden, at hun selv har vurderet, at min skade er ubetydelig ud fra politirapporten. Jeg spørger pænt om hun har set min lægejournal og hertil får jeg et skarpt svar, at det vil hun bestemt ikke bruge politiets ressourcer på. Og da jeg spørger om man kan klage over denne afgørelse, får jeg et lige så skarpt NEJ. Jeg kan, som hun skriver lave en civilt søgsmål eller søge erstatning hos Erstatningsnævnet. Hendes afgørelse kan IKKE ændres.

Dette viser sig sidenhen at være forkert. Jeg havde mulighed for at klage over hendes afgørelse og hun SKULLE ha oplyst og vedlagt information om klagemuligheden. (skadevolder fik oplyst, at der var en klagemulighed?)

November 2015

Jeg er nu helt slået ud og er sendt ud i en seriøs depression .

Jeg har heller ikke megen held med at få kontakt med advokaten, men da han ringer mig op, fortæller han, at han ikke kan gøre noget før han modtager denne afgørelse fra senior-anklageren. Jeg bliver ved med at spørge om det virkelig kan være rigtigt, at hun må skrive at min skade ikke er betydelig?

Herefter er dagene sorte som i S O R T.

Gennem forsikringen får jeg bevilliget 10 timers psykolog-timer, men da jeg ikke har mulighed for at komme frem til den henviste psykolog, får jeg samtalerne over telefonen. Dette fungerede fint og noget jeg vil fortælle mere om i et andet blog-indlæg

21. november 2015

Jeg får en second opinion hos overlægen i ortopædkirurgi på Vejle sygehus, der straks konstaterer, at jeg har fået en nerveskade ved slaget/overfaldet. En skade, der er permanent og som jeg skal lære at leve med.

Herefter starter jeg et forløb på Vejle Sygehus hos en afspændingspædagog, for at få styr på om nogle af smerterne også skyldes det chok kroppen (og sindet) fik ved overfaldet. Behandlingen var meget lig med den KST, som jeg havde fået på Anemoneklinikken helt frem til operationen. Afspændingspædagogen kunne også konstatere, at smerterne alene skyldtes nerveskaden.

December 2014/Januar 2015

Jeg får den endelige besked fra ortopædkirurgen om, at jeg skal lære at leve med smerten (den der overdøvende brændende sviende smerte) og hun ikke kan tilbyde mig mere pt? Jeg nægter at give op og be'r om en løsning på alternativ smertestillende medicin, der kan tillade mig, at køre bil (plus medicinen ikke virkede optimalt) Ortopædkirurgen kunne så tilbyde at sende mig videre i systemet og lige nu er jeg tilknyttet smerteklinikken i Give. Se man skal ikke altid tage et nej for et nej ;-)

26. januar 2015

Advokaten bekræfter, at han nu har modtaget brev fra senior anklageren om at sagen mod skadevolder er frafaldet. Tidsfristen for at klage er nu passeret (i øvrigt har advokaten ikke på noget tidspunkt nævnt en klagemulighed...det har jeg selv fundet ud af ved at kontakte politiklagemyndigheden, da jeg i april måned forsøger at finde hoved og hale i min situation)

Nu hvor advokaten har modtaget brevet fra senior anklageren, kan han sende papirerne ind til Erstatningsnævnet, hvor jeg har mulighed for at søge erstatning.

20. marts 2015

Modtager jeg mail fra advokaten med et svar fra Erstatningsnævnet. Dette brev forstår jeg ikke helt ordlyden af og kontakter advokaten. Jeg taler med sekretæren og hun forklarer, at det er en afvisning med mindre jeg kan give en god begrundelse for den sene voldsanmeldelse. Sekretæren, som jeg hovedsagelig har haft kontakt med skriver en begrundelse, som sendes til Erstatningsnævnet.

April 2015

Jeg har kontaktet Erstatningsnævnet, der forklarede mig, at svar-mailen, er et høringssvar, hvor de beder om flere oplysninger inden afgørelsen træffes. Hun fortæller også at der skal MEGET til for at de ser bort fra reglerne omkring anmeldelsestidspunktet (politiet har ikke dateret journal nummeret med den dag, jeg meldte overfaldet?).

…..venter på svar fra Erstatningsnævnet og kan forvente et svar juni.


Kontakter anden advokat og får hende til at se på hele sagen og papirerne, da jeg føler mig usikker og ikke hørt. Svaret var nedslående og hun sagde, at jeg heller ikke skulle forvente nogen form for erstatning fra Erstatningsnævnet med følgende begrundelse:

- skadevolder havde ikke til hensigt at skade mig

- politiet frafaldt tiltalen (også selvom om det var på fejlagtigt grundlag)

Maj 2015

Jeg forsøger at finde "my new normal" og holde fokus på, at jeg VIL ha hjælp og der MÅ være en løsning, så jeg kan vende tilbage til et rimeligt aktivitetsniveau (og køre bil igen) 

Tak fordi du læste til enden på min lange fortælling her :-)

Røv-træls jubilæum

...som jeg egentlig ikke gider fejre,

I går var det præcist et år siden, at en nabo-pige i en hash-psykose, gav mig tæsk og efterlod mig med en permanent skade/handicap.

Det var en underlig dag i går.

Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg skulle græde eller slå et slag for, at jeg stadig er oprejst trods flere udfordringer i det forløbne år.

Det endte med at jeg bare V A R og fortrængte hver en tanke om noget som helst.....og spiste rabarber crumble ;-)

I dag er jeg træt og kan heller ikke rigtig finde ud af hvor jeg er eller hvad jeg skal stille op med tomhed, der fylder mit sind. 

Egentlig vil jeg sige, at jeg er på rette vej og dagene bliver lysere og lysere, men nogle dage er altså bare G R Å. De grå dages gråd er afløst af stilhed, eftertænksomhed og en målrettet vilje til at finde en løsning....og finde en vej ud af depressionen. 

Tænk at der er gået et år?! 

Ha en god aften :-)

Når det er svært at finde en rytme

...i hverdagen.

Jeg er startet på nyt medicin (Lyrica) og oplever en uoverskuelig T R Æ T H E D og kroppen føles tung og dvask. Nu håber jeg at det blot er en overgang, at jeg rammes af denne bivirkning, for jeg er ved at nå til enden på listen af mulige smertestillende præparater. Faktisk synes jeg slet ikke at Lyrica virker på smerterne og jeg kunne såmænd blot ha spist et bolche og fået samme smertelindring :-/

T Å L M O D I G H E D

Jeg må grave noget tålmodighed frem og holde ud. Det skal virke. Jeg higer efter en løsning.

Efter sådan en dag som i går, hvor jeg INTET fik lavet....end ikke at komme i bad lykkedes det mig....ja så ryger humøret helt i bund. Jeg er ekspert i at slå mig selv i hovedet og skyldfølelsen banker i mit hoved og hjertet bliver så tungt.

Tænker lidt over hvorfor det er så vigtigt for mig, at være produktiv? 

At tage en dag eller flere ud af kalenderen fungerer ikke for min mentale sundhed! 

Mit fokus pt...

...er helt klart på at blive ok igen.

Jeg er startet på Smerteklinikken i Give og her er der fokus smertelindring og psyken. At være tilknyttet Smerteklinikken giver mig fokus og noget helt konkret, at skulle forholde sig til. Jeg føler mig ikke længere i frit fald og er her en aktiv medspiller i mit liv med disse lorte nerve-smerter.

På klinikken er jeg, foruden lægekonsultationer, blevet tilbudt:

  - medicinundervisning 

- et smertehåndteringskursus

- fysioterapi 

- pyskolog-samtaler

Indtil videre har jeg været til screeningssamtaler, lægekonsultation og medicinundervisning, da der er ventetid på resten.....desværre for jeg er jo utålmodig efter at komme i gang.....jeg vil stadig gerne komme frem til "my new normal" med lynets hast ;-)

Selvfølgelig er jeg nødt til at være tålmodig og det tager tid, at finde frem til den helt rigtige smertelindring/medicin. Lige nu, i skrivende stund, er jeg ved at teste nyt medicin :-) Jeg har prøvet flere forskellige slags uden succes og dette nye medicin har indtil videre absolut ingen effekt...jeg kunne såmænd blot ha spist et bolche og fået samme effekt. Nu er det sådan, at jeg skal øges i dosis langsomt, for ikke at løbe ind i for mange af bivirkningerne, så det bliver nok en drøj måned at komme igennem, før jeg er på fuld dosis.....

.....men jeg giver ikke op, for jeg er ved at finde nogle tricks i hverdagen, så jeg kan håndtere smerterne sådan lidt af gangen, for det er seriøst ikke nemt, når ens skulder i den mest skingre, overdøvende, decibeldræbende tone råber: "alarm, alarm". Ja nogle gange må jeg lige tjekke om min arm faktisk er revet af og der blot stikker en benstump ud sammen med et par "ledninger". Så er det, at jeg skal huske, at smerterne ikke skal styre mit liv....nej det er nemlig mig der bestemmer :-)

...og så er jeg tilbage i virkeligheden igen!

....faktisk har jeg været tilbage i et par dage, 

men der har ikke været overskud til at blogge.

Jeg er så glad for dette kort, som jeg har fået.
Tusind tak Johanna <3

I dag føler jeg mig trist til mode, 

men samtidig også målrettet på at blive ok igen.

Påsken og de der ekstra påskedage, som jeg gav mig selv og min familie i virkeligheds-fortræningens navn, gav mig også kræfter til at komme videre i rejsen til "my new normal".

Og hvad har jeg så bedrevet tiden med indtil nu?

Jo først gik der et par ekstra påske-dage ;-) , hvor jeg valgte krea frem for bad og andre aktiviteter. Det var et par hårde dage på smertefronten, men sjælen blev beriget og mine fysiske rammer udforsket.....damn det er ikke meget jeg har at give af......hvilket jeg jo godt vidste i forvejen.

Derudover er jeg også startet på smerteklinikken i Give, hvor forskellige smertestillende præparater testes. Indtil videre er det ikke den store succes, men jeg har tillid til, at der findes et præparat, der kan smertelindre mig til en fornuftig tilværelse og tillade bilkørsel (i en handicap-udstyret-bil).

I mandags var jeg til medicin-undervisning og det gav en del at tænke over og en del spørgsmål til næste lægebesøg på smerteklinikken :-)

I dag har jeg været hos egen læge til en funktions-attest til forsikringen og det satte ligesom tonen for humøret i dag. Ikke sådan at forstå, at jeg har noget at klage over i forhold til min læge....nej tværtimod...min læge er fantastisk og hun giver mig altid en styrke til at kæmpe videre for at blive ok igen (nerveskaden kan hun desværre ikke gøre noget ved, men hun har en tro på, at jeg er stærk og finde min livsglæde igen)

Jeg er bare stadig vældig sårbar, når virkeligheden presser på. Jeg kan ikke holde ud, at diagnosen er som den er.....kan ikke holde ud, at jeg ikke kan komme fri af dette smertehelvede...

Nervesmerter er et sandt helvede!

Hver dag er en (pr)øvelse i at finde lyspunkterne, at finde lysten til livet og glæden ved de ting, jeg faktisk formår at få lavet :-)  Det er ikke så tosset at være udstyrret med et trodsigt temperament :-)

3. og 4. påskedag...

...ja jeg fortsætter lige påsken og dens erindrings-flugt

(den der med at lade som om at jeg er ok)

Tilda julelam i forårs-forklædning ;-)
Lidt ærgerligt at billedet ikke viser stoffets struktur,
men det er en gammel dug, der blev slagtet og syet af ;-)

Det er lidt svært at vende tilbage til virkeligheden

og jeg stritter imod,

men nu går den ikke længere.

Det er på tide at forholde sig til virkeligheden igen. Jeg har ikke været smertefri i påsken....langt fra...men jeg gav mig selv lov til at udnytte hvert et sekund på krea....av, av, av min arm, men hvilken lykke :-)

Det er svært at få hverdagen til at hænge sammen, når jeg nu VIL og INSISTERER på et krealiv. Nogle gange må jeg vælge om jeg skal i bad eller sy lidt på symaskinen....gæt hvor tit jeg lugter af gammel sved? ;-D

Humøret havde helt klart godt af denne pause fra virkeligheden og jeg føler mig mentalt mere klar til at skulle igang med diverse klage-opråb til de forskellige instanser. Og klage vil jeg skisme! Også selvom det ikke ændrer noget, så VIL jeg altså høres! 

Jeg lover snart at skrive hvad det er, der sådan har sendt mig til tælling og hvorfor jeg har mistet tillid til systemet og retfærdigheden. Det er en historie fra det virkelige liv, hvor alt uheld og inkompetence er samlet i én sag......og om hvor naiv en tiltro jeg har til fagfolk. 

I dag skal der lige styr på hjemmet.

Noget om ballade, en kat og...

...en påskelørdag ;-)

Som jeg skrev i sidste indlæg, 

så kan Basse ikke lade de fine lyserøde æg i fred 

og det kunne han heller ikke, da de var helt almindeligt hvide ;-D

Sådan er min påskelørdag startet....med ballade fra ældstekatten og for en ordens skyld skal jeg lige fortælle, at kreabordet, er det eneste bord i huset, hvor kattene må være på. 

Her i påsken leger jeg en leg, der også kan give ballade. Jeg lader nemlig som om jeg er ok ;-) Bare lige påsken over, så vender jeg tilbage til virkeligheden. Trænger til ferie fra tungsind og smerter...ok smerterne er jeg ikke helt herre over, men humøret har jeg selv indflydelse på. Måske er det en farlig leg, der kan ende med det store sammenbrud med tårerne sprøjtende ud af øjnene, men jeg tager chancen.*

Og med en påskelørdag, der starter med en klar blå himmel, så kan det ikke gå helt galt vel?  

* og det er også ok, at holde en fridag fra de mange tanker om fremtiden, så jeg kan lade op til det næste livtag med min situation. Jeg lader op til at skulle søge om hjælp til en handicapbil......

Krea i modgang og medgang

Dette er indlægget, som jeg ville har skrevet i går.

I dag falder ordene nemmere :-) Fik nemlig vendt dagens emne med min kære mand og nogle gange hjælper det jo at sige tingene højt eller vende det med en anden.

Here goes....

Jeg er sikker på, at jeg næppe er den eneste i dette ganske danske land, der bruger krea-trangen og -tiden i modgang og medgang.

Krea i medgang, er der hvor glæden over hverdagen eller en begivenhed flyder over og bliver til nogle skønne kreative timer ved symaskinen, med hæklenålen, med strikkepindene eller hvad hjertet nu begærer af krea. Og ja det er jo med hjertet vi sidder med vores krea og det bliver en rum tid, hvor fordybelsen og kreativiteten fylder hele ens tankevirksomhed. En rum tid, hvor hverdagens udfordringer eller glæde får afløb og kun nuet eksisterer. 

Og krea giver livskvalitet.

Da jeg var 23 år gammel og lige startet på lærerseminariet blev jeg påkørt af en ung fyr, der kørte for stærkt og overså mig i min lille bil. Skraldebang sagde det .....eller hvilken lyd krøllet metal nu giver. 

Dengang fik jeg at vide, at jeg aldrig ville komme til at arbejde igen og at det var fjollet at fortsætte min uddannelse. MEN jeg tog min uddannelse og jeg arbejdede også i mange år som lærer. Som 23-årig måtte jeg "sadle om" og lægge visse drømme på hylden. Det var svært og ikke uden protest og trodsighed, men jeg fandt en ro og en rytme i en hverdag med mange smerter. 

Jeg kan huske, at jeg dengang kiggede alvorligt på min mand og sagde: "Tror du, at jeg om 20 år har fundet ro og accept i det hele?" Sjovt nok, så talte vi om dette spørgsmål, inden jeg fik tæsk, og med glæde kunne jeg sige, at jeg faktisk var lykkelig og tilfreds selvom jeg ikke havde nået mine ungdomsdrømme og ikke længere kunne arbejde som lærer. Jeg havde fyldt hverdagen med glæde over mit håndarbejde og min familie.....og det var ikke så tosset et liv. Og med blogland fandt jeg det fællesskab, jeg ikke længere havde gennem mit arbejde.

Med min ufrivillige krea-pause, har jeg tænkt meget over, hvorfor og hvad jeg får ud af disse krea-stunder...sådan helt præcist. Og kan jeg leve lykkeligt uden?

Håndarbejde blev min passion, min glæde, men også min ubevidste flugt fra smerter og dårlig samvittighed. Måske er det også derfor, at jeg er mere interesseret i processen frem for produktet. I vores hjem er der ikke mange spor af mine håndarbejder, for jeg giver stort set alt væk ;-)

Nu hvor jeg pludselig har en arm, der ikke længere er så samarbejdsvillig, så tvinger det mig jo til at forholde mig til spørgsmålet om hvad krea betyder for mig og hvorfor jeg er så desperat efter at komme tilbage til mine krea-sysler. I skrivende stund har jeg ikke hele svaret på disse spørgsmål, men jeg ved, at krea er en del af mig og noget som jeg ikke vil give slip på.....ikke bare for ubevidst at flygte fra hverdagens udfordringer, men fordi det virkelig giver mig en glæde indeni og der tikker plus-energi ind på kontoen.

En del af min rejse til "my new normal" gik også igennem det ødeland af nul krea og her fandt jeg ingen glæde, men til gengæld en sikker tro på, at krea er en vigtig og blivende del af mit liv. 

Uanset hvordan eller hvorfor du bruger dine krea-stunder , 

så kan du helt sikkert også forstå min frustration.

Hvorfor er du laver du håndarbejde?

Kan du leve uden krea-stunder?

underforstået, at familien selvfølgelige er vigtigst

Om IG omsorg og taknemmelighed

I dag havde jeg egentlig tænkt mig, at skrive om, hvordan, hvorfor og hvad krea-sysler betyder i mit liv, men jeg kunne ikke rigtig få de rigtige ord på.

Men de rigtige ord, kan jeg til gengæld finde, når det drejer sig om IG omsorg og en uendelig taknemmelighed.

  

Jeg er jo på IG og her lufter jeg mit her-og-nu-liv. Og her fortalte jeg naturligvis også om den fordømte dag i maj, hvor jeg fik tæsk og min hverdag blev vendt på hovedet. Fra "fremmede" kvinder fik jeg opbakning, opmuntring og en dag denne fantastiske overvældende gave.

Denne omsorg og opmuntring fra disse "fremmede" kvinder, rørte mig til tårer. Jeg følte mig pludselig ikke alene og vidste, at der var nogen, der forstod frustrationen i mit krea-liv og hverdag.

TUSIND TAK I SKØNNE KVINDER.

Når jeg hver dag ser på de fine keramik-vaser, når jeg svinger tørklædet om halsen, når jeg kigger på mine ekstra kilo (der var jo sodavand, slik og småkager med i gaven), når jeg ser på trådkurven på kreakontoret og når jeg bladrer længselsfuldt gennem den smukke hæklebog, så bliver jeg så taknemmelig og kan klare lidt mere........for jeg er ikke alene.

- desværre overlevede orchidéen ikke, men jeg nød synet af den længe :-)

- metalæsken fungerer nu som nødhjælpskasse for sønnen på efterskolen

Jeg samler på ord...

...og sten og mange andre ting ;-)

Men i disse dage samler jeg på ord og rundt omkring har jeg sedler klistret fast med positive, tankevækkende, ord. Det har sikkert et fint ord, at synligegøre bekræftende ord rundt omkring i ens omgivelser :-)

Jeg er stadig knust over den besked jeg fik hos en advokat. Knust over, at jeg IKKE får hjælp, at jeg ikke kan forvente retfærdighed...damn jeg var et styks naiv kvinde og ville gerne ha fortsat med at være naiv, men nu er jeg klog af skade...en alvorlig skade, der gør at jeg må samle på positive ord, for at holde ud at være til.

I en notesbog skriver jeg sætninger....sætninger fra sange, artikler og tanker. Sætninger, som jeg vender og drejer og funderer over. Ord og sætninger, der fungerer som vejvisere på min rejse.

"These walls seem so familiar

and yet so new"

Denne sætning fra en Tina Dickow sang fangede mit øre og det passer jo godt på min situation. Jeg har jo tidligere måtte takle de udfordringer, der følger med, når ens drømme om fremtiden skal ses i et nyt lys. Selvom jeg kender til udfordringerne, så er det ikke lettere, at skulle igennem....og jeg kan ikke finde den fordømte "fast forward"-knap, så jeg hurtigt kan komme på den anden side. 

Rejsen til "my new normal" går lidt trægt  og måske skyldes det, at jeg indimellem, som et trodsigt lille barn, stritter imod og ikke vil ud på rejsen. Jeg vil bare gerne være mig igen, være Lene.

Fra en diagnose til en anden

... i dag fortsætter rejsebeskrivelsen.

Ja jeg efterlod jo en cliffhanger i sidste indlæg ;-)

Følelsen af at være i FRIT FALD var rædsom og jeg vidste, at i denne hvirvelvind af smerte og fortabthed, kunne jeg ikke blive.

....og hvad med den der genoptræning efter operationen, som jeg havde fået at vide var så vigtig? Det viste sig at Ortopædkirurgen lige havde glemt den del af opgaven????

På dette tidspunkt var depressionen ved at få godt tag i mig og jeg var i fuld fart på vej ned i det sorteste hul.....ned i det sorteste af alle sorte huller og ja jeg taler om dér hvor livet er ubærligt og ligegyldigt. Et urimeligt uanstændigt brev satte trumf på min situation og sendte mig for alvor på denne rejse til ned i dybet.....

......denne detour på min rejse vil jeg fortælle om en anden dag, en dag hvor jeg er stærk og modig nok til at skrive om det.

OG dette indlæg skal handle om hvordan en diagnose blev til en anden.

Jeg vidste, at jeg måtte ha hjælp til både psyken og smerterne og fik en tid hos min læge. Jeg har en FANTASTISK læge. Da jeg trådte ind af døren til konsultationen, sagde hun straks: "Jeg har en plan" og det havde hun såsandelig. En plan hvor en anden ortopædkirurigsk overlæge skulle give en "second opinion" og der blev skrevet HASTER på henvisningen. Selvfølgelig fik jeg også en henvisning med til en psykolog og ja jeg kunne jo ha valgt, at undlade den del af rejsebeskrivelsen, men nu har jeg bestemt mig for at skrive om hele min rejse til "my new normal".

Vi vender lige tilbage til den der fysiske konsekvens.

Hos denne anden overlæge i ortopædkirurgi blev jeg rigtig undersøgt og lyttet til. Når jeg sagde, at det gjorde ondt, så fik jeg ikke bare kommentaren "det skal gøre ondt" og en klam vittighed til afslutning.  Nu fik jeg en rigtig forklaring og en diagnose, der faktisk passede på mine smerter.

Ja, jeg fik den rigtige diagnose på skaden. Og nej det var ikke en frossen skulder, selvom jeg i skrivende stund nok hellere ville ha kæmpet med sådan en sag, fremfor hvad der virkelig er galt med min skulder/arm.

Min fornemmelse af, at der var noget galt inde i skulderen passede!

I min skulder, er en nerve blevet beskadiget af skadevolders voldsomme slag og denne sidder og melder til hjernen, at armen er skadet a la revet af! Det er sådan en smerte, der nærmest er umulig at ignorere og det er ikke en psykisk, men en fysisk skade, der ikke kan fikses. Jeg skal lære at leve med den.... 

...og det prøver jeg så.

Og rejsen fortsætter...

Jeg vil stadig prøve at fortælle min historie, min rejse, i en nogenlunde kronologisk rækkefølge. Nogle detaljer vil jeg lade usagte i dette offentlige forum, for denne rejse handler ikke om at hænge skadevolder ud, men at fortælle om min rejse til "my new normal".

I forrige "rejsebeskrivelse" fortalte jeg om hændelsen, om hvordan jeg fik tæsk. I dag vil jeg fortælle om konsekvensen af disse tæsk.....de fysiske konsekvenser.

Dagen efter tæsk, fik jeg en akut tid på Anemoneklinikken, hvor  Kranio Sakral Terapeut, Lone, satte mine facetled i nakken på plads. Det viste sig, at mit bækken også var slået skævt, hvilket jo forklarede min kamp med at komme ud af sengen og bevæge mig rundt. Lone var dog bekymret over min arm, så hun bad mig tage til lægen og få kigget på den.

Lige præcis denne tirsdag havde vores lægehus lukket...arhmen er det ikke typisk mit held? Alle patienter blev henvist til et lægehus i Billund, så afsted med mig. Med ondt i hele kadaveret og en arm, der føltes som om den var revet af, måtte jeg køre afsted og det var jo ganske uansvarligt. Faktisk siger det en del om den choktilstand jeg var i, for jeg er sååååå påpasselig og ansvarlig i forhold til bilkørsel. 

Nå, men hos denne fremmede læge fik jeg konstateret, at hun ikke kunne sige noget om armen, men at den skulle ha hvile, at jeg skal konsultere egen læge efter en uge og at jeg skulle huske at melde pigen for vold. Da blev jeg helt rystet og omend endnu mere chokeret. At melde hende for vold, havde end ikke været omkring i min hjerne.

I et andet blog-indlæg vil jeg fortælle om anmeldelses-udfordringerne, 

for dette indlæg skal handle om den fysiske konsekvens.

Jeg hvilede armen en uge, hvor jeg var i det vildeste smertehelvede ......og krea-frustations-helvede. Efter en uge med 2-3 timers usammenhængende søvn pr nat og en følelses af, at der er noget galt, så tager jeg til min egen læge. Hun sender mig straks videre på skadestuen, hvor jeg bliver undersøgt af en overlæge med en frisk attitude, der fortæller, at jeg har fået en betændt slimsæk, en overrevet sene i skulderen og at det vil tage 6-8 måneder at hele. Jeg var knap så frisk på den udmelding.

Herefter var jeg igennem et forløb hos denne ortopædkirurgisk overlæge og det endte med at jeg blev opereret. Det var vanvittigt smertefuldt og jeg fik det værre og værre. Til sidst kastede jeg op af smerter og rystede og kampsvedte over hele kroppen. Blev indlagt og denne farce kan jeg altid skrive om en anden dag....for det var seriøst en farce af den anden verden.

Ortopædkirurgen mente, at jeg desværre nu havde fået en frossen skulder, som er en risiko ved skulderoperationer og som jeg var bekendt med (havde dog ikke andet valg end at lade mig operere) Ortopædkirurgen sagde, at sådan en frossen skulder ville tage sin tid..."ja det kan tage 1-3 år...og ja han havde da også hørt om nogen, der gik i 10 år" og så afsluttede han forløbet med at foreslå en privat operation (?). 

Behøver jeg sige, at jeg græd som pisket, men nægtede at lade mig afslutte uden nogen form for hjælp til smertelindring.  Jeg sagde at han da måtte kunne hjælpe mig med noget smertestillende og her foreslog han, at jeg kontaktede egen læge og bad om Kodipar. I bilen hjem (min mand kørte bilen, bare rolig) græd jeg og var så fortvivlet over at føle mig i FRIT FALD. 

Ingen genoptræning, blot bruge armen mindst mulig og så håbe på at den frosne skulder ville gå i sig selv på kortest tid. 

Nu slutter dagens indlæg, der også blev temmelig langt, men skulder-diagnose-historien er langt fra slut....fortsættelse følger og jeg kan godt afsløre, at diagnosen "frossen skulder" er langt fra den virkelige diagnose!

Lav en rigtig god dag.

T B T

Throw Back Thursday 

Først og fremmest TUSINDE TAK for de mange søde kommentarer til gårsdagens indlæg :-* 

Throw Back Thursday er et udtryk, som jeg er stødt på i forbindelse med Instagram og det handler i al sin enkelhed om, at man om torsdagen ser tilbage på en episode/hændelse....sådan har jeg i hvert fald forstået det :-)

I dag handler mit tilbageblik om den hændelse, der sendte mig ud på denne forbandede rejse. Jeg har skrevet lidt løst omkring hændelsen, da jeg ikke ville gå i detaljer her på bloggen eller i det offentlige forum. Hvad har så ændret sig?

Jo det skal jeg sige....en uretfærdighed har givet mig lyst til at blive hørt og hvad denne uretfærdighed går ud på, vil jeg fortælle om i et senere indlæg, men tro mig det er URETFÆRDIGHED i sådan en grad, at man tror det er løgn....har jeg skabt en spænding eller hvad? ;-D 

OG så vil jeg gerne give starte min rejsebeskrivelse fra begyndelsen :-)

Here we go....

En dejlig varm dag i maj, sidste år, sad jeg sammen med naboens datter på 10 år. Hun var ivrig efter at lære, at sy og var i gang med et pude-projekt. 

Pludselig lød der et skrig, sådan et skrig, hvor man er i tvivl om det er for alvor eller sjov. Endnu et skrig lød og jeg blev lidt urolig og gik ud på terrassen for at se hvor skriget kom fra (har tidligere været vidne til en knallertkører, der blev påkørt lige uden for huset og der var brug for hjælp). Stadig i tvivl om skriget var for alvor eller sjov, fik jeg øje på X, der kommer gående sammen med en veninde. Jeg spurgte om de var ok, men fik intet svar, men som de kom nærmere kunne jeg se, at det ikke var to piger, der havde det sjovt. Pigerne kom hen til mig i indkørslen og hviskede, at de havde røget hash og X var blevet dårlig.

"Ok" tænkte jeg og min hjerne begyndte at snurre for at finde ud af, hvad man skulle gøre i sådan en situation. Jeg har absolut ingen erfaring med hash og da den hash-dårlige-piges forældre var på ferie besluttede jeg at ringe til lægehuset, for at høre, hvad jeg skulle stille op. Her var der ingen hjælp at hente, men jeg blev foreslået, at køre pigerne på skadestuen.

Jeg talte videre med de to piger og overvejede om de kunne sove den ud på vores sofa, men nåede ikke at tænke i flere løsninger, da X pludselig slog løs på mig. Som et lyn fra en klar himmel slog hun mig og blev ved og ved og ved. Alt imens jeg fik tæsk kunne jeg ud af øjenkrogen se den 10 årige nabopige stå med store forskræmte øjne. 

Slagene faldt og jeg kunne ikke komme væk og senere har jeg tænkt på om jeg overhovedet forsøgte at værge for mig, for det eneste jeg tænkte på, var "hvordan hjælper jeg X?"

Den 10 årige nabopige kunne se at jeg var i knibe og hentede sin far og han kom og hev X af mig og fik ro på hende. Nu tænker I nok, hvad blev der af den anden pige? Jo hun havde sat sig på græsplanen og så på hele optrinnet - hun var væk i hash-sløve-tåger. 

Der er selvfølgelig flere detaljer i historien, men ikke alle behøver, at offentliggøres på bloggen. I politirapporten står det hele og sagen vender jeg tilbage til på et andet tidspunkt (ikke i detaljer, men sådan I kan finde sammehæng i min historie).

Sikke en oplevelse og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at den dag ville ende med at vende op og ned på mit liv. Og når jeg tænker tilbage på oplevelsen, virker det stadig uvirkeligt, at jeg har fået tæsk af en nabopige og konsekvensen heraf, er blevet et invaliderende handicap.

.....og hun slap uden skrammer og konsekvens!

Har du læst til enden her, kan jeg afsløre, 

at der i morgen kommer en lille påske-DIY

Jeg er her stadig...

Jeg er pt. ramt af en depression efter overfaldet i maj måned, der har efterladt mig med en permanent skadet højre arm. Intense smerter, nerve-smerter, er blevet min følgesvend og jeg kan ikke flygte eller ryste denne følgesvend af mig. Jeg føler mig alene på denne rejse til mit "new normal" og det er en rejse jeg ikke ønsker at tage på....og så alligevel, for jeg kan jo ikke blive stående i dette helvede af smerter og tungsind. 

Jeg vil leve og ikke bare overleve.

Mange overvejelser er blevet gjort i forhold til at dele mine tanker her på bloggen, for jeg ønsker ikke at bloggen skal blive sådan en "ynke"-blog. Jeg vil ikke kun kendes som "hende, der skriver triste indlæg, der bringer læseren i dårligt humør". 

Overvejede at lave en separat blog til at dele mine tanker, min rejse, men da jeg startede bloggen valgte jeg at vise "hele mig", altså vise hvad mit liv også indeholder ud over de kreative indslag. At vise hele kvinden bag skærmen.

Succes i livet er ikke blot at fremvise glansbillede-livet, men for mig, handler succes i livet også om at kunne rejse sig igen. Jeg er faldet og forsøger at rejse mig igen. Det er svært og indimellem meget ensomt....også selvom jeg har en mand og familie, der støtter mig og er der for mig. Det er en ensom rejse, men på en måde tror jeg, at det også vil være en lettelse, at dele den med blogland. Grænseoverskridende, nu gør jeg det. 

Bloggen skal dog ikke kun omhandle tungsind, men også krydres med det krea-liv jeg kæmper for. Ja der vil blive både "ynk" og krea på bloggen fremover.