Viser opslag med etiketten softies. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten softies. Vis alle opslag

lørdag den 28. januar 2012

Ups....

...den smuttede skisme lige igennem! Jeg har syet mange varan-ben og har haft en del ups'ere...og nej det er ikke sådan at jeg lige umiddelbart lærer af mine fejl ;D

strikkepinden er nu alligevel min bedste vende-pind


Nå, men benene er færdige og jeg har syet kroppen sammen, så nu står den på fyldevat.

Alt imens kan jeg jo tænke på den sidste gang jeg ammede Kasper (?) huh tænker I nok, men faktisk sad jeg og så National Geografic om Komodo-VARANER. Jep det er sandt. Den korte tid jeg ammede drengen, sad jeg ofte og så Nat Geo...for når man nu ammede i 2 timer, så var det jo godt med lidt adspredelse....jep igen, sad længe med drengen, men ammede også kun i mindre end 2 uger (ammede for første gang, da drengen var ti dage gammel og fik det ikke rigtig i gang OG så fik han også min medicin gennem modermælken)


Og TUSIND TAK for hjælpen i går på min efterlysning.

fredag den 15. april 2011

En lille blød kramme-kat




Sad og ledte efter et gammelt billede af en påske-kanin, som jeg har syet til Vigga, men fandt dette billede af en lille rød kat. Katten har jeg selv tegnet og syet. Det var sjovt at lege med formgivningen.

Vi er i øvrigt hjemme på orlov fra sygehuset. Mandag skal vi atter afsted igen...hvor jeg dog håber, at vi ikke skal tilbringe påsken på sygehuset! Øre-næse-hals-lægen på mandag, vente på MR scanner, afprøve astma-medicinen (selvom lægerne betvivler astma-diagnosen?!?) og svar på diverse tests...hmmm der er ingen fremgang i hverken helbred eller diagnose. Heldigvis er de grimme ting ved at være udelukket....

tirsdag den 5. april 2011

Jeg har hørt en ny lyd

....i min indkørsel.


Kvæk kvæk lyder det lystigt i min indkørsel. Naboen har en havedam og der er bare forår i luften på den anden side af hækken. Af og til forvilder frøerne sig over i vores indkørsel...uha bare kattene ikke synes frølår er en delikatesse.

Selvfølgelig har jeg hørt frøer før, men bare ikke i min indkørsel ;D og slet ikke om natten (har haft en søvnløs nat og lukket kattene ind og ud mange gange i nat)

søndag den 3. april 2011

Overvældende taknemlighed


I går blev jeg overvældet af stor taknemlighed. 

Sønnen skal ha' nyt tøj til fætterens konfirmation og vi handler gerne tøj til ham i Flensborg hos Kings & Queens. De har billige mærkevare og top service.

Jeg har ikke skrevet om det på bloggen, men min søn har været plaget af sygdom siden starten af december og hans humør er ikke det bedste for tiden (han er regulær trist). Måske havde ekspedienten, Lasse, fanget at sønnike havde brug for lidt ekstra service, for han var GULD. Da vi forlod butikken, strålede sønnikes øjne af glæde, som vi ikke har set længe. Jeg var så rørt over den gavmildhed og service vi oplevede - selvfølgelig skal der ydes en god service, men dette var ud over det sædvanlige. Måske var det fordi Lasse kunne se, at drengen havde brug for et boost eller også var venligheden affødt af hans egen glæde over snart at skulle være far.


I nat lå jeg så og tænkte på oplevelsen og havde brug for at takke Lasse. Jeg stod op og syede en lille Betz White kanin, som jeg straks, i morgen, vil sende til ham. Ok en lille blød kanin er måske ikke det, der står øverst på en ung mands ønskesedel, men jeg tror han vil blive glad alligevel. Det rør hjertet, når andre glæder ens børn.

Ha' en god søndag.
Hvilken kage skal vi mon ha' i dag?

fredag den 18. marts 2011

I fuld galop mod week-end


Week-enden nærmer sig med hastige skridt - også for os, der går hjemme! Det betyder nemlig man ikke har hele dagen alene i huset og der er fælles planer. Det skal nu ikke lyde som brokkeri, for det er da hyggeligt at familien er samlet efter en travl uge (skriver jeg, velvidende at sønnike ikke er hjemme fredag og lørdag ;D).


Der er lagt vilde planer for week-enden og jeg håber at den er lang nok....

- gøre rent (plejer godt nok at gøres om fredagen, men ikke i denne uge)
- lære at hækle rundt
- sy Tilda-figurer
- vaske tøj
- handle ind (plejer også at blive gjort om mandagen og torsdagen, men ikke i denne uge)
- se Barnaby - både i TV og på DVD
- sy hækle-etui
- hækle lidt mere
- sortere de mange kasser i garagen
- gå tur i skoven

Det gælder jo om at prioritere, så jeg har overstreget det uvæsentlige. Jeg sadler op og rider glad og fro mod week-endens mange opgaver.

GOD WEEK-END




Hesten Hilda, var en dåbsgave til min dejlige niece Vigga. Min søster havde længe fablet om den der tøj-hest vi havde i vores barndom - vores tante havde syet den til mig og den var gået i arv til lillesøster, som nu ledte med lys og lygte efter sådan en retro tøjhest. Mønsteret kunne jeg ikke finde og så jeg måtte igang med at tegne og tænke. Resultatet blev Hilda Hest. Behøver jeg sige, at min søster blev glad og rørt?

Hesten er syet i baby-fløjl (uhhh hvor er jeg bare vild med baby-fløjl), da jeg opgav at finde noget retro-stof - jep jeg var i gang med et retro-projekt inden retrobølgen skyllede ind over os.

mandag den 7. marts 2011

Om starten på en hækle-historie

Årh...hvordan var det nu det hele startede...altså det med hækleriet?

Min farmor lærte mig engang at hækle, men hun gav ligesom op, da hun simpelthen ikke kun holde ud at se på min måde at holde en hæklenål (jeg holder på nålen, som var det en møg-greb)...sådan husker jeg det i hvert fald. Og så gav jeg også op og lod hækleriet ligge.....

....lige indtil jeg stod og skulle bruge nogle hæklede mus til MIS MED DE BLÅ ØJNE.

Vigga, min dejlige niece, elskede sin bog om MIS MED DE BLÅ ØJNE og selvfølgelig syntes jeg at hun skulle ha' sin helt egen tøjdukke, så med lidt fleece og et billede af MIS MED DE BLÅ ØJNE gik jeg igang med at tegne og sy. Og selvfølgelig måtte jeg også lige hækle nogle mus, men jeg havde intet mønster og intet gråt garn...men hvorfor ikke lave nogle regnbue-mus til historien?

Mønsteret fandt jeg på nettet (på engelsk) og besluttede at det måtte jeg da kunne lære. I min søgen efter mønsteret, åbnede sig en helt vidunderlig verden af hækleri og jeg var "hooked" ;D