...det er skisme ikke altid nemt.
Inden influenzaen slog til og nedlagde mig for alvor, havde jeg et lille opgør med sønnen. Det er morgen, drengen skal i skole og jeg får nævnt for 117. gang, at han skal ha' nøglen med, da jeg ikke er hjemme, når han har fri. Det kommer blot nogle mumlende lyde tilbage fra drengen og da han står med skoene på og har travlt med at komme ud af døren, spørger han om jeg ved hvor hans nøgle er?????? Ok jeg skal vel bare være glad for, at han overhovedet havde hørt mig de der 117 gange. Nøglen ved jeg af gode grunde ikke hvor er og jeg ikke gider hidse mig op over det......var i det røde felt, men beherskede mig. Stålsat beslutter jeg mig for, at det ikke er mit problem, hvis han kommer til en låst dør....total is-kold mor! Siger altså blot "hej-hej" til drengen og tænker ikke mere over det...jep is-kold mor.....INDTIL der tikker en sms ind: "Nøglen var i min inderlomme, så du kan roligt køre afsted" ?????????????? roligt??????????
Ja, jeg havde skisme også tænkt mig at køre stille og roligt afsted og ville ha' ladet drengen stå ved den låste dør....NU sku' han lære det........hvis han altså ikke havde haft nøglen med alligevel.
