Viser opslag med etiketten Kattelegetøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kattelegetøj. Vis alle opslag

torsdag den 29. maj 2014

Kattelegetøj DIY

Super nemt og hurtigt legetøj, som din kat vil elske 
.....og flænse i stykker ;)


Du skal bruge:
- 1 stykke stof: 12x14 cm
- 1 stykke vlieseline 12x14 cm (forstærker stoffet)
- 1 stk. Kinderæg-hylster
-1-2 stk bjælder
- 1 tsk Catnip (du kan også komme 2 tsk'er i)
- Fyldevat
- Bånd af den slags du lige har på lager
(du kan også hækle nogle spiraler)


Sådan gør du:

1. Stryg vlieselinen på stoffets vrangen.

2. Klargør kinderægget: skær huller i ægget (dette giver en bedre raslelyd). Se billedet ovenfor. Kom bjælden i og lim/tape den sammen.

3. Klip 3 stk. bånd i forskellige længder. Bind knude på den ene ende af hvert stykke og hvis båndet er af kunstmateriale, så smelt enderne forsigtigt med en lighter.


 4. Mål 4 cm ind fra kanten på det lange led og markér med en knappenål eller sæt en prik med kuglepen. Denne markering er midten for placeringen af båndet. Giver det mening? Sy båndet fast. Se ovenstående billede. 

5. Fold nu stoffet ret mod ret på det lange led. Sy sammen på den korte side, hvor båndet er syet fast og den lange side. Klip hjørnerne til, se billedet nedenfor.


6.  Vend retsiden ud og buk 1 cm sømrum ind i åbningen.Se billedet under punkt 7.

7.  Fyld 1 tsk. catnip og lidt fyldevat i "stof-posen". Kom nu kinderægget/raslen i og stop derefter mere fyldevat i.


8. Fold åbningen modsat den syede ende (som formen på de der Hold-kæft-bolcher). Sæt knappenåle i og sy åbningen sammen på maskine eller i hånden.


Voila 1 stk. kattelegetøj.

NB. Du kan også spraye legetøjet med Catnip (i sprayform).

NB. (igen) Vær opmærksom på, at catnip gør legetøjet skjoldet, når katten bidder og savler på det. Siger det bare ;)

lørdag den 24. maj 2014

Kattelegetøj

...blev syet på rekord tid
(man kan diskutere det æstetiske udtryk, men kattene er ligeglade ;D )

fyldt med catnip og bjælder

I går ville jeg ikke starte på større syprojekter, hvis jeg blev nødt til at pakke sammen pga. lyn og torden. Det meste af dagen kunne jeg høre en rumlen i det fjerne og havde ikke lyst til at finde en masse frem, men samtidig havde jeg også lyst til at sidde lidt ved symaskinen :-)

Lidt kattelegetøj kan man jo altid sy og nu hvor sommerferien nærmer sig med hastige skridt, tænkte jeg, at kattepensionen sikkert godt kunne bruge lidt ekstra legetøj :-) Selv får jeg ikke brug for kattepensionen i år....æv, men vi har været lidt usikre på ferien og har derfor ikke fået bestilt pasning og jeg gætter på at kattepensionen nu er fuldt booket op. Det betyder at manden og sønnen selv må tage på ferie, for jeg tager IKKE på ferie, hvis mine katte ikke kan komme i kattepension! Måske lidt strengt af mig, men sådan bliver det! På den anden side, så tror jeg faktisk at "drengene" ville nyde sådan en ferie sammen.....og jeg kommer ikke til at kede mig, for jeg kan jo indbyde til krea-ophold med overnatning ;-)











torsdag den 9. januar 2014

20 fisk

...er klar til aflevering ;)
hos verdens bedste kattepension


Stof-rester og viskestykker blev brugt til at sy fiskene efter den DIY jeg lagde på bloggen den anden dag. De orange fisk er syet af et viskestykke, der var et seriøst fejlkøb, men som egenligt fungerer fint til disse fisk (bemærk vampyr-bid-mærkerne i den ene fisk....Basse forsøgte at stjæle den fra sybordet ;)). Fiskene er fyldt med fyldevat og catnip OG sprayet med catnip (det bliver en total sanse-fest for kattene).

søndag den 5. januar 2014

DIY på kattelegetøj

Så blev der tid til at lave en lille DIY på kattelegetøjet med catnip.

3 på stribe (og tjek lige hvad tværstriber gør ved udtrykket!)
 Jeg har lavet en DIY her på bloggen i en kort billedversion, 
men du kan også hente en printer-venlig syvejledning her

Du skal bruge følgende:
- viskestykke eller stof af mellemkraftig kvalitet (det kan bedre klare de skarpe katteklør ;))
- volumenvlies (dette forøger også holdbarheden mod de skarpe klør)
- catnip, kaldes også katteurt
- fyldevat


Hvis du ikke kan eller gider hente den printer-venlige syvejledning, hvor mønsteret også er tegnet på, kan du hurtigt selv tegne mønsteret op efter målene på tegningen.



1. Klip mønsteret ud.

2. Stryg volumenvlies på stoffets vrangside og læg stoffet ret mod ret. sæt mønsteret på stoffet med knappenåle.


3. Sy kanten rundt med stinglængde 2 (denne stinglængde giver et pænere finish på småting, der runder).Husk ikke at sy ved vendeåbningen. 
Klip sømrummet 3-4 mm rundt, men lad den være lidt større ved vendeåbningen. Klip små hak ved rundningerner, men pas på du ikke klipper i syningen.


4. Sy en stikning, der markerer halefinnen. Jeg har brugt en forsvindingspen til at tegne stregerne op med, men frihåndssyning fungerer også ganske fint (vær opmærksom på at forsvindingspennen ikke altid forsvinder). Jeg syr stikningene i et hug, dvs. jeg ikke har så mange hæftninger og løse trådender, der skal klippes. Det er lidt svært at forklare med ord, men jeg starter stikningen i den ene side, syr hen til første "ben", syr så ned af den og tilbage igen til "V'et"...sådan fortsætter jeg og undgår derved at skulle hæfte så mange gange....og så går det også hurtigere ;)


5. Fyld fisken halvt op med fyldevat og kom 2-3 tsk. catnip i. Fyld herefter resten af fisken og sy åbningen til med madrassting.

Voila, nu har du et stykke legetøj, 
som din kat vil elske 


EKSTRA:
- Du kan tegne døde øje på fisken med en tekstiltusch eller male store skrækslagne øjne med stofmaling. Sy ikke knapper eller andet på, da katten kan komme til at sluge dem og du skal en tur forbi dyrlægen.

- Du kan også komme i en rasle i maven på fisken, men så anbefaler jeg at det skal være af en god kvalitet og størrelse. Hos www.migogmaya.blogspot.com kan man købe fine raslebokse.

- Du kan sætte en fangstsnor i fisken, MEN den må ikke være for lang, for så kan katten hænge sig i den, hvis den leger alene med fisken. Jutesnor har en særlig tillokkende duft for kattene, så med en stoppenål kan sådan en snor godt presses igennem fiskens snude (hedder det snude på en fisk?)



lørdag den 4. januar 2014

Flere fisk

...er på vej gennem symaskinen
Og skal sendes videre til verdens bedste kattepension.


Var gået i gang med en hurtig DIY, da jeg blev ringet op af sønnen, der havde brug for en chauffør :) og nu er det så afgang med mig......vender tilbage senere med DIY'en (ikke at det er svært at sy fisken, men jeg har et par praktiske fif ;) )