Og rejsen fortsætter...

Jeg vil stadig prøve at fortælle min historie, min rejse, i en nogenlunde kronologisk rækkefølge. Nogle detaljer vil jeg lade usagte i dette offentlige forum, for denne rejse handler ikke om at hænge skadevolder ud, men at fortælle om min rejse til "my new normal".

I forrige "rejsebeskrivelse" fortalte jeg om hændelsen, om hvordan jeg fik tæsk. I dag vil jeg fortælle om konsekvensen af disse tæsk.....de fysiske konsekvenser.

Dagen efter tæsk, fik jeg en akut tid på Anemoneklinikken, hvor  Kranio Sakral Terapeut, Lone, satte mine facetled i nakken på plads. Det viste sig, at mit bækken også var slået skævt, hvilket jo forklarede min kamp med at komme ud af sengen og bevæge mig rundt. Lone var dog bekymret over min arm, så hun bad mig tage til lægen og få kigget på den.

Lige præcis denne tirsdag havde vores lægehus lukket...arhmen er det ikke typisk mit held? Alle patienter blev henvist til et lægehus i Billund, så afsted med mig. Med ondt i hele kadaveret og en arm, der føltes som om den var revet af, måtte jeg køre afsted og det var jo ganske uansvarligt. Faktisk siger det en del om den choktilstand jeg var i, for jeg er sååååå påpasselig og ansvarlig i forhold til bilkørsel. 

Nå, men hos denne fremmede læge fik jeg konstateret, at hun ikke kunne sige noget om armen, men at den skulle ha hvile, at jeg skal konsultere egen læge efter en uge og at jeg skulle huske at melde pigen for vold. Da blev jeg helt rystet og omend endnu mere chokeret. At melde hende for vold, havde end ikke været omkring i min hjerne.

I et andet blog-indlæg vil jeg fortælle om anmeldelses-udfordringerne, 

for dette indlæg skal handle om den fysiske konsekvens.

Jeg hvilede armen en uge, hvor jeg var i det vildeste smertehelvede ......og krea-frustations-helvede. Efter en uge med 2-3 timers usammenhængende søvn pr nat og en følelses af, at der er noget galt, så tager jeg til min egen læge. Hun sender mig straks videre på skadestuen, hvor jeg bliver undersøgt af en overlæge med en frisk attitude, der fortæller, at jeg har fået en betændt slimsæk, en overrevet sene i skulderen og at det vil tage 6-8 måneder at hele. Jeg var knap så frisk på den udmelding.

Herefter var jeg igennem et forløb hos denne ortopædkirurgisk overlæge og det endte med at jeg blev opereret. Det var vanvittigt smertefuldt og jeg fik det værre og værre. Til sidst kastede jeg op af smerter og rystede og kampsvedte over hele kroppen. Blev indlagt og denne farce kan jeg altid skrive om en anden dag....for det var seriøst en farce af den anden verden.

Ortopædkirurgen mente, at jeg desværre nu havde fået en frossen skulder, som er en risiko ved skulderoperationer og som jeg var bekendt med (havde dog ikke andet valg end at lade mig operere) Ortopædkirurgen sagde, at sådan en frossen skulder ville tage sin tid..."ja det kan tage 1-3 år...og ja han havde da også hørt om nogen, der gik i 10 år" og så afsluttede han forløbet med at foreslå en privat operation (?). 

Behøver jeg sige, at jeg græd som pisket, men nægtede at lade mig afslutte uden nogen form for hjælp til smertelindring.  Jeg sagde at han da måtte kunne hjælpe mig med noget smertestillende og her foreslog han, at jeg kontaktede egen læge og bad om Kodipar. I bilen hjem (min mand kørte bilen, bare rolig) græd jeg og var så fortvivlet over at føle mig i FRIT FALD. 

Ingen genoptræning, blot bruge armen mindst mulig og så håbe på at den frosne skulder ville gå i sig selv på kortest tid. 

Nu slutter dagens indlæg, der også blev temmelig langt, men skulder-diagnose-historien er langt fra slut....fortsættelse følger og jeg kan godt afsløre, at diagnosen "frossen skulder" er langt fra den virkelige diagnose!

Lav en rigtig god dag.