Hvilken farve repræsenterer mig?

Billedet er lånt her

Bloggen her var egentligt tiltænkt min kreative ventil, men lige i dag bliver det også min psykiske ventil (så er I advaret). Måske kan jeg få min nattesøvn tilbage efter dette indlæg (håbe, håbe, håbe).

Da den altoverskyggende panik lettede lidt stod jeg tilbage i et oprørt hav af følelser (helt uden redningsvest...indtil jeg fandt min mand i samme hav og sammen er vi i gang med at bygge en tømmerflåde). Ja beskeden fra Odense Sygehus var ikke af den mest positive slags....og følelsesregistrets var domineret af:

Panik.

Nej det er bare ikke sandt!!!!!! Trangen til at skrige hysterisk var voldsom.

Vrede.

Kolding Sygehus har siden påske kendt til cysten, dens navn og placering OG at cysten ikke er helt uden betydning!!!!!! Jeg har lige læst henvisningen fra Kolding. Hvordan kan de sende drengen hjem uden at fortælle om alvoren og at han IKKE MÅ SLÅ HOVEDET, da det kan være pænt farligt!!!!!!!!!!

Og lægen i Odense (der var super sød) troede, at vi var blevet informeret om cystens alvor!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Jeg er rasende!

Forvirring.

Vi har masser af spørgsmål om hvorfor, hvad nu hvis og så videre. Ved næste samtale, vil vi møde op forberedte med alle de spørgsmål, der kører rundt i hovedet.

Fortrængning.

Nej! Lægerne har da taget fejl....det må de ha' og det kan da ikke være så alvorligt (men jeg har selv læst journalen og set skanningsbillederne -sidstnævnte havde de ikke lige tid til at vise os i Kolding). PIS PIS PIS

Lettelse.

Der er en diagnose! (og skulle cysten øge trykket i drengens hjerne, kan der gøres noget.....der kan sættes et dræn ind, men det vil lægerne ikke gøre nu, da risikoen ved at røre ved cysten er for stor). Og så er det ikke værre!?!

Drengen kan levet et normalt liv med cysten, så længe den ikke vokser eller han slår hovedet....og hvor tit gør man lige det? (visse sportsgrene bør undgås, men det er da også til at leve med)

Glæde.

Jo jeg føler faktisk, en måske forkvaklet glæde over, at jeg holdt fast i min intuition. At vi ikke lod os overtale til, at indlægge drengen med henblik på en psykisk vurdering (der var én læge, der inden han havde set Kasper, havde bestemt at symptomerne stammede fra en psykisk ubalance, TIL TRODS for at flere af hans  kolleger sagde det modsatte !!!!!! Denne ene læges kommentar, var at de andre ikke var kompetente nok....øh og han havde endda skanningsbillederne og kendskab til cysten!!!)! Godt, at vi lyttede til Kasper og os selv. Vores egen læge besluttede faktisk, at flytte os til et andet sygehus (jeg var aaaalt for autoritetstro til at forslå det)

Fortvivlelse.

Jeg VIL IKKE HA' DET!!!! Jeg vil ikke ha' at min dejlige dreng skal gå med denne lorte cyste i hjernen, der betyder, at han altid skal passe på ikke at slå sit hovede (cysten kan vokse og/eller bløde ved slag og da den sidder ved "styretøjet", er det et stort problem, da den så vil trykke ind på lillehjernen og hjernestammen). Jeg vil ikke ha' at han skal bekymre sig om andet end skolen, livet og pigerne, men det er bare vigtigt, at han lærer at passe på.

I nat har jeg ligget og kigget op i loftet og tænkt "det her kan bare ikke være sandt". Og helt ærligt, så tænker jeg, at på mandag, hvor vi skal til samtale igen, så fortæller lægen, at der er lavet en fejl og/eller det slet ikke er så alvorligt.

Sorg.

Det lyder måske lidt overdrevet at føle sorg, men det gør jeg.....på Kaspers vegne, men han er nu mest vred over, at lægen snakkede om, at han jo kunne spille fodbold med hjelm på (måske lige drengen holdt op med at lytte, da det forslag kom på bordet? 13-årige vil da ikke være anderledes)

Bekymring/frustration.

Hvordan skal jeg undgå at pakke drengen ind i vat??????? Hvordan skal jeg lade være med at analysere hans mindste bevægelse? Ser jeg symptomerne, hvis cysten bliver aktiv? (ja det gør jeg!!! og drengen vil nok blive skannet unødvendigt mange gange.....lægen sagde at med den diagnose, ville Kasper næppe komme på den lange venteliste)

Accept.

Jeg prøver. Vi prøver. Drengen skal ha' lige den cykelhjelm han vil ha'. Jeg tænker i praktiske løsninger og er ikke sikker på, at det helt er det samme som accept, men det virker lige nu.

Og så har jeg bestemt, at Kasper aldrig vil få problemer med cysten og at jeg er unødvendigt nervøs....(skrev jeg accept...hmmmm)

Og så vil jeg huske på, at det hele kunne ha' været meget værre....den sætning virker altså ikke altid lige godt. OG alt alt lige nu virker voldsommere og at når vi har fordøjet beskeden, så vil det ikke se så sort ud!

Nu vil jeg forsøge at komme op på tømmerflåden og finde mit fodfæste. Og så vil jeg tage en DYB INDÅNDING og ikke blive helt hysterisk, når jeg skal se Kasper spille fodbold i dag (uden hjelm).

Tak fordi jeg måtte bruge lidt (meget) plads på at lufte mine tanker.

Bloggen skal nok vende tilbage med kreative indslag, men lige nu kan jeg dårligt nok finde ud af at vaske op. Det der oprørte hav, gør at al min koncentration bruges til ikke at gå i selvsving og seriøst købe alt det vat, der findes i verden og så pakke drengen ind ;D