tirsdag den 16. juni 2015

Genbrugsbroderi og hækling


...blev en kombination, som jeg oprindeligt ikke havde forestillet mig :-)

(kan ikke huske om jeg har vist disse gamle billeder tidligere?)


Men min tidligere nabo havde nogle broderier, som hendes far havde broderet og hun ønskede sig et hækle-etui, hvor dette broderi blev udnyttet.

Det var en udfordring, både materiale- og motiv-mæssigt, men det lykkedes alligevel :-)


Min eneste ærgelse i dette projekt, er at jeg ikke lige tog højde for, at sømrummet selvfølgelig ville blive tydeligt, når broderiet blev kombineret med en tynd hør......dum fejl, men min nabo tog det ikke så tungt :-)


mandag den 15. juni 2015

Nyt citat i rejsedagbogen



Nogle dage skal jeg minde mig selv om, at det tager tid, at blive ok igen. Det er de der dage, hvor jeg synes både fysisk og psykisk fremgang er svær at spore, men så er det, at jeg tager et kig på mine ugeplaner og kan se, at jeg rykker mig.

Ugeplanerne er G U L D værd og det samme er rejsedagbogen.

Jeg lærer mere og mere om mig selv i denne proces og min selvopfattelse udfordres. Det er en proces, som jeg hellere end gerne ville ha været foruden, men det er her jeg er lige nu.


fredag den 12. juni 2015

En funky hækletaske...


...til min seje hækle-pige.


Jeg "underviser" jo et par piger i hækling og den ene pige kommer med sit grej i en plastikpose og selvom det er en Panduro Hobby pose, så synes jeg nu alligevel, at den skulle skiftes ud :-) Og da hun i mandags havde skiftet Panduro posen ud med en Rema pose MÅTTE der ske noget :-)

Jeg spurgte hende hvilket udtryk, hun ønskede på tasken og hun skitsede hurtigt en idé. Jeg har et design liggende på en hækletaske, som er hurtig at sy, men pigens skitse mindede om et par cowboybukser...og ja så foreslog jeg om hun kunne li' en genbrugsidé?

Svaret er jo tydeligt at se på billederne, for hun syntes at det var den helt rigtige idé og sammen fandt vi, i den lokale genbrugs, et par denimshorts i en børne-størrelse :-) Og et bælte, der blev brugt til skulderrem :-)



Og så var super enkelt og hurtigt at sy tasken. 


Nu har min hækle-pige en taske, hvor der er plads til hækleetuiet (for sådan et har hun selvfølgelig), notesbogen (hvor hun skriver opskriften ned i til eget design...jep hun er så sej) og der er også plads til garn :-)


#hurraformedicin 
#avminarm
#dageneftervarprisenhøj
#mendetvardetheleværd

torsdag den 11. juni 2015

Guldsmede, der betyder ...


...noget vigtigt i min rejse til "my new normal"
og et billede af disse insekter pryder bogomslaget til min nye notesbog.


Jeg har købt mig sådan en kinabog/notesbog til alle mine tanker og aftaler i forbindelse med psykolog-samtalerne på smerteklinikken.....og selvfølgelig kunne jeg ikke nøjes med en helt almindelig kinabog ;-)


Nu er det jo nemt, at sy et betræk til sådan en notesbog, så jeg gik fluks i gang....og blev ved med at klippe forkert og forkert og forkert....nævnte jeg ikke lige, at det er nemt, at sy betræk til en notesbog?

Jo det gjorde jeg da OG det er også nemt, men åbenbart var jeg ikke koncentreret nok, da gik i gang med projektet eller også var katten løbet med målene ;-D

MEN det lykkedes at få et bogomslag syet - omend den blev lidt kedelig i udtrykket end jeg først havde forestillet mig (noget med blonder og knapper og små mærkater). Vigtigt var det dog, at få billedet af de tre guldsmede på forsiden, fordi jeg har læst om deres symbolske betydning og det passer jo så fint til min situation.

Guldsmedens symbolske betydning:

- forandring og tilpasning

- glæde

- en invitation til at dykke ned i følelseslivet

- når en guldsmed viser sig for dig, 
er det en påmindelse om,
 at det er tid til forandring, 
at tilføje livet lidt mere glæde og lys 

- i Japan er guldsmeden et symbol på glæde og genfødsel.

- indianerne så guldsmeden som et symbol for afdødes sjæle.

- IiMayanske kultur er guldsmeden et symbol for kreativitet.


Ja synes I ikke, 
at guldsmeden er et smukt symbol?



Bagerst på bogomslaget har jeg syet et lille mærkat på med ordet BELIEVE og det skal minde mig om, at jeg skal tro på, at jeg bliver ok igen.

Og på den første siden har jeg skrevet nedenstående citat:


Ha en rigtig dejlig dag :-)


PS. hurrah for den nye medicin, der åbner flere muligheder for at vende tilbage til krea-livet

onsdag den 10. juni 2015

Halløj der til camping-folket...


...og camping-livet :-)


I går var jeg et smut på Grønninghoved Camping for at besøge en krea-veninde :-)

Skal jeg være ærlig, så har jeg aldrig rigtig forstået det der camping og da slet ikke at min krea-veninde sådan kører derud til Grønninghoved og sidder.....ja hun sidder selvfølgelig ikke hele tiden, men mit billede var bare, at man på camping jo bare sidder der og slapper af :-D

NU forstår jeg det!

Det var såååå hyggeligt og vejret var jo også skønt OG campingvognen og selve campingpladsen var simpelthen imponerende. 

Vi spiste frokost i solen og gik en tur ved stranden....total afslapning :-)
Og krea-veninden havde taget hele sit enorme lager af bomuldsgarn med, som jeg skulle hjælpe hende med at sætte sammen i farver til diverse projekter....gulp! Mig? Jeg er jo så farveforskrækket, men sammen fik vi nu leget så fint med farverne og jeg er sikker på at hendes hækle-projekter bliver fine og farverige :-)


En helt igennem hyggelig dag, hvor der blev hygget og grint meget :-)

Næste udfordring bliver, at jeg skal overnatte i campingvognen :-)
Mon jeg så stadig synes campinglivet er skønt?

torsdag den 4. juni 2015

Opmærksom på de små detaljer


Jeg har fået en så fin gave af mine to hækle-piger :-)


Jeg er rørt over hvor nøje udvalgt de enkelte ting er 
og som pigerne forklarede:

Lys: fordi vi altid har lys på bordet og farven er heller ikke tilfældig, da den matcher til mine yndlings Tilda dåser, der normalt står på en bakke sammen med lys, blomster og nips :-)

Pung: fordi jeg elsker prikker og så har den samme farve som de servietter, der ligger på på pigernes eftermiddags-snack-tallerken :-) Jeg sørger nemlig altid for lidt til dem, når de kommer lige efter skole....det giver dem tid til at "lande" og få lidt energi igen.

Håndsæbe og håndlotion: fordi jeg altid har en håndcreme stående på kreakontoret til mine tørre hænder (havde en dag sagt til pigerne, at man altså kan få så tørre hænder af at arbejde med papir, stof og garn ;-) )

serviet og Tilda-dåse ;-)

OG der var også et stykke chokolade med i den fine gave fra pigerne, men den har jeg altså for længst spist ;-)
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Jeg er så glad for disse hækle-timer med pigerne, hvor jeg giver min passion videre...også selvom jeg ikke hækler (endnu). Det ville ha' været nemt, at afvise pigerne, da de spurgte om jeg ville lære dem, at hækle, men jeg holdt fast i den del af mig selv, der elsker at lære fra mig. Disse timer med pigerne er mit frikvarter og jeg glæder mig såååå meget over, at se hvordan de er "hooked". 

tirsdag den 2. juni 2015

Lidt sommer på en regnvejrsdag

Jeg ææælsker regnvejrsdage...undskyld :-)
men derfor kan jeg da også godt savne lidt sommerstemning

takket være den sødeste Dorthe i Panduro Hobby i Kolding,
så lykkedes det mig at få styr på mængden af fyld i blomsterne

I går blev jeg udfordret hos psykologen til at ændre min selvopfattelse. Psykologen tegnede sådan en fin tegning på en whiteboard med mig i midten og en masse sorte og negative tankebobler = sådan ser en deprimeret person ud og det handler "blot"om at ændre tankemønsteret. Dét lød simpelthen for nemt....ha ha, men er der ikke også noget om at kemien i ens hjerne ændres under en depression?

Nå, men i dag har jeg så tænkt over nogle af de positive ting, jeg trods alt har bedrevet...omend de blev lavet med smertens sved haglende ned af ryggen, så HAR jeg lavet noget af det der giver mig den der fede lykkefølelse :-) I kender den godt :-) Det er den der følelse af at ha kreeret noget med hænderne :-)

fandt også en måde, at få vendeåbningen usynlig

Og da jeg for længe siden syede disse blomster, gav det mig den skønneste følelse, for i alt 36 blomster blev sendt afsted til nogle meget inspirerende kvinder. Og følelsen af at jeg klarede det, var euforisk :-) ....og ja det var en udfordring, at bruge venstre hånd til det meste :-)


Når jeg kigger på billeder (har fotograferet samtlige 36 blomster), så får jeg mod på at kaste mig ud i endnu et syprojekt :-) Uhhh hvad skal jeg vælge? Skal jeg sy et par stykker kattelegetøj? Et etui? En katteseng? 

Det får dog lige vente lidt endnu, for en lægeundersøgelse medførte nogle afsindige smertefyldte dage og jeg er ikke helt på den anden side af den ekstreme overbelastning af nerven i skulderen....jeg fortæller om det i et andet indlæg :-) Syntes bare lige at bloggen og jeg selv trængte til et mere positivt indslag :-)

...jeg er på vej, et skridt af gangen

mandag den 1. juni 2015

Let in the sun...


Jeg har ikke sådan været Take That fan,
men denne sang rører mig pt.


Er i dag startet hos psykologen på smerteklinikken....og så viser det sig, at hun har fået nyt job og jeg derfor skal starte hos en anden psykolog = ventetid igen (har lige ventet i 2 måneder). Typisk mit held :-/ Jeg fik dog sagt, at nu hvor der er åbnet for sluserne, så ville jeg fortsætte hos hende juni måned ud!

Nu har jeg jo spændt sikkerhedshjelmen og sikkerhedsskoene er snøret ...eller er sådan nogle mon med velcro? - jeg er i hvert fald klar til at arbejde mig ud af denne depression. Jeg har kæmpet hver dag lige siden, jeg måtte indse, at jeg havde mistet fodfæstet og havde brug for hjælp. NU må der flere værktøjer til!

De fleste mennesker oplever, at miste fodfæstet i løbet af deres liv og det er ALDRIG en skam at bede om hjælp!

Og alligevel var jeg lidt flov, da jeg bad om hjælp. OG netop derfor skriver jeg så åbent om det her på bloggen, for der er jo INGEN grund til at være flov! Måske er jeg mest flov over, at jeg ikke bad om hjælp i tide....inden tankerne blev så grumme. Jeg ville bare såååå gerne selv klare udfordringen, vise at jeg vidste bedre og havde styr på skidtet.....hmmm ja det havde jeg så ikke!

I disse dage er jeg lidt hudløs og selvom jeg gerne ville være et boblende glansbillede af livsglæde og styrke her på bloggen, så er det mere vigtigt for mig at være ærlig. Ærlig om, at jeg kæmper en sej kamp med at finde mig selv, at finde troen på at jeg stadig har en værdi og at jeg bliver ok igen.

MEN det er en kamp jeg vinder!

...jeg skal bare liiige finde ud af hvilken værdi jeg har?