mandag den 30. maj 2011

Er det mon på vej? Er det min tur?

Ihh jeg vil nu så nødig være pessimistisk, men jeg er bange for, at det nu er blevet min tur til en gang influenza/halsbetændelse.


Mine led værker, jeg er uendelig TRÆT og kamp-sveder og fryser! Jo, jeg tror den er god nok... jeg er sikkert ved at blive ramt af den fordømte influenza/halsbetændelse. Manden har været syg, sønnen er pt. syg med halsbetændelse/virus, så jeg bombarderes med vira i store mængder.

Endnu har jeg ikke ondt i halsen og måske slipper jeg....håbe håbe håbe. Skal lige tilføje, at jeg rent faktisk er sluppet med ondt i leddene og ekstrem træthed i 2-3 dage, de sidste par gange, vi har haft influenza i familien.....så måske er jeg heldig igen?!


Tror at jeg vil  gøre som katten....slappe helt af!

søndag den 29. maj 2011

Let til tårer på en regnfuld søndag


Søndags-åbent er jo en herlig ting, når lørdagen nu gik med så meget andet end indkøb. Vi skulle lige i Jem&Fix og mens Henrik (min dejlige mand) snakkede om strandsand og andre nødvendigheder, sad jeg stille og broderede (jeg arbejder på dekorationen til det næste hækle-etui).

Pludselig hører jeg i radioen en gammel sang og volumenknappen fik et ekstra vrid. Slut var al snak om strandsand mm. og til min kære mands store forundring sad jeg og stor-tudede og bad ham desperat om at skrifte kanal. Jeg kan altså stadig  ikke tåle at høre Phil Collin's sang "You will be in my heart", som er skrevet til Disney's Tarzan-film.

Ih altså hvor jeg tudede og tudede.....hulkende spurgte jeg om min mascara var tværet helt ud og om jeg så helt forgrædt ud? Svaret var, at det nok lige krævede at jeg hang med hovedet ud af vinduet, resten af turen, for at genvinde normal kulør og knap så hævede øjne.

Tuderiet endte i latter, for min søde søde mand, var så uforstående over, at jeg kunne tage sådan på vej over en sang.......men der var også masser af bonus i form af søde kys fra min mand, der trods alt synes jeg er herlig med alle mine mærkeligheder.

lørdag den 28. maj 2011

Resultatet

Ja så kan jeg afsløre det resultat, som jeg kom frem til, da jeg skulle samle flere indtryk til ét udtryk. Opgaven var ikke nem, men jeg vidste hvilke farver jeg gerne ville bruge.

Desværre har jeg ingen retro-stoffer (havde faktisk flere sengesæt, men dem sendte jeg til min søster...), men jeg havde en idé, der involverede hjælp fra fantastiske Jane.

Jeg havde brug for en ugle!

og den tegnede Jane da lige til mig....uglen bliver også sat til salg som strygemærker i blogbutikken hos http://www.brilleting.blogspot.com/



Jeg har været lidt forsigtig i farve-sammensætningen, men er selv godt tilfreds og endnu bedre, så er Berit også tilfreds med resultatet. Tjek lige hendes blog ud, hun laver de skønneste kager og syr helt fantastisk.

Ja spændingen blev udløst...ja ja det var nok mere mig selv, der kunne se det spændende i opgaven, men det var bare SÅ spændende at få en hjælpende hånd fra en sand kunstner.  


fredag den 27. maj 2011

At samle et indtryk til et udtryk...

...kan være en svær opgave, men en herlig udfordring.

Retro-romantisk/naivistisk

Grafisk-agtig med broderi

Retro med naivistisk ugle


Retro og lidt grafisk-agtig

Retro-hippi

Sådan vil jeg beskrive disse "gamle" etuier og lige præcis disse 5 etuier blev givet som reference til et bestillings-etui. Når jeg syr etuier, forsøger jeg at pejle mig ind på modtagerens stil/ønske. Nogle gange får jeg en præcis beskrivelse og andre gange er referencerne meget forskellige og udfordringen stor, men det er jo kun sjovt (selv om det tager meget længere tid for mig at tænke og tegne - og jeg tegner mange udtryk til etuierne).

Denne gang har jeg ligget søvnløs (igen), men satsede på min første tegning og fik som sagt hjælp af Jane. Måske har jeg ramt rigtig, måske har jeg skudt helt forbi? Vi får se....jeg afslører måske resultatet i morgen, hvis modtageren har godkendt etuiets udtryk.

torsdag den 26. maj 2011

Uhh hvor er det svært...

...at holde på en hemlighed.


Jeg er ved at lave noget spændende og har fået hjælp af hende her. Jane er simpelthen så dygtig og jeg glæder mig så meget til at vise, hvad jeg har gang i.

Stopper indlægget NU, inden jeg afslører ALT ;D

onsdag den 25. maj 2011

Jordbær på en regnvejrsdag


...det er da vist lige hvad man trænger til sådan en våd og blæsende onsdag (også selvom jordbærene endnu ikke er danske). Sønnen skal forkæles med jordbær efter den "alternative" behandling, Kraniosakral-terapi/massage. Jeg er fuld af forventning til at behandlingen har effekt, selv har jeg prøvet det uden nogen positiv effekt, men derfor kan det jo godt virke på andre.

tirsdag den 24. maj 2011

Tirsdags-glæder...

....det er hvad jeg har bestemt at fokusere på i dag...og i morgen snakker vi om onsdags-glæder ikke?!


billedet er fra sidste år, men oplevelsen føles stadig som i går
Sidste år (eller var det i virkelighed forrige år...hmmm?) var jeg så heldig at møde denne her ræv. Mikkel ræv eller Mikkeline, der løb over marken, fik øje på noget (mig) der sad i krattet og drejede fluks for at undersøge det (mig) nærmere. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af bare spænding og ræven endte med at komme en armsbredde hen til mig, inden den stak af...det med armsbredden er sandt, for jeg rakte armen ud for at røre...ja ja det var inden jeg vidste at ræve er smittebærere/spredere af nogle grusomme ting, som vi mennesker ikke kan helbredes for. Har læst at ræve ikke ser så godt, men hører helt fantastisk. Jeg blev nu lidt bekymret, for er det ikke noget med at "curiousity killed the cat/fox"?

Det forår var jeg også så heldig, at se et kuld ræve-hvalpe.....åh hvor jeg lever højt på sådan en oplevelse og håber inderligt at den dumme, dumme jæger ikke får held af at skyde rævene (som han truer med - hvorfor kan der ikke bare være plads til alle dyrene i "min" skov?!).

Og hvorfor deler jeg så denne gamle nyhed med jer? Jo ser I....3 timers søvn på en skod sofa (min mand hoster og hoster og hoster om natten!!!!!!!), levner ikke meget plads til posivitet, så jeg måtte lige trække en gammel nyhed op af hatten. Dels for at skåne min skønne med-bloggere for negative vrøvlerier og være klar til at give mine dejlige niecer en frisk og glad moster. Jeg skal nemlig se min skønne søster og hendes piger i dag. Mon ikke moster Lene finder på at tage nogle krea-ting med i tasken?

mandag den 23. maj 2011

Vrøvlerier, der forsvandt i morgensolen


Mandag morgen, altså her til morgen, startede sådan rigtig "skod"-agtig...manden har hostet flere nætter = ingen søvn til mig....og sønnen kaster op og kaster op, måske pga. den nye astma medicin....øv hvor jeg altså var vrøvlet og grådlabil.

MEN så ændrede alt sig med et trylleslag. Min veninde og jeg går morgentur i skoven og i den fine morgensol, så vi en rå. (råen på billedet er fra sidste sommer, jeg havde selvfølgelig glemt kameraet i dag). Synet af den fine rå, der var ræverød i pelsen, fik mit vrøvle-humør til at fordufte. Nu er jeg klar på en ny dag og de udfordringer den må bringe.

Og så er det jo ikke så tosset, når jeg så læser en mail, der giver mig endnu mere lyst til at gå i gang med dagen (kan ikke afsløre fra hvem og hvad mailen handlede om, men det bliver spændende)

søndag den 22. maj 2011

Blogger-til-blogger-service



...kaldte Lene det, da hun kvit og frit sendte mig disse herlige katte-broderi-mønstre.

TUSIND TUSIND TAK Lene.

Måske jeg lige er i syvende himmel?! Jeg bliver vidst nødt til at ha' et broderi-projekt med på ferie og ikke et hækle-projekt....hmmm mon ikke det kræver et broderi-etui?  ;D.

Jeg er så rørt og glad, at ord ikke kan beskrive det. Hvor er Lene fantastisk. Sikke en venlighed og gavmildhed, der findes her i cyberland.

lørdag den 21. maj 2011

For-glem-mig-ej


Jeg vidste ikke at man kunne få hvide for-gelm-mig-ej'er.

Jeg har en lille sød historie om for-glem-mig-ej'er og katte....ja ja nu belemres I lige med en katte-historie, men advarslen er hermed givet ;D.

Mille-mis var den dejligste og mest kælne kat jeg nogensinde har haft. Og så var hun sådan lidt dum-naiv på den nuttede måde. Vi fik hende før digital-kameraets tid, så jeg har ikke et billede af hende, men Simba er hendes bror og ligheden mellem dem er stor. Mille havde en helt speciel evne, hun kunne fornemme/forudsige hvornår jeg fik migræne eller hvis nogen i husstanden var kede af det. I sådanne situationer veg hun ikke fra vores side og når jeg lå med migræne eller stærke rygsmerter, så lagde hun sig hos mig indtil jeg fik det bedre.

Desværre døde Mille. Hun blev forgiftet af totalt latterlige mennesker. Hvem fa.....n er så tåbelige at ligge rottegift ud, altså sådan fritliggende, hvor børn og dyr kan komme til giften?

Vi begravede Mille i haven og efter nogen tid voksede frem en blå for-glem-mig-ej - og det skal lige pointeres at sådan nogen havde/har vi ikke selv i haven. Det var bare så specielt, at jeg selvfølgelig værnede om planten og tog den med i en krukke da vi midlertidig flyttede fra matriklen (vi væltede huset og byggede et nyt). Desværre overlevede planten ikke (længere historie), men hver gang jeg ser en blå for-glem-mig-ej, så tænker jeg på min søde Mille-mis. (jeg har lidt svært ved at købe en ny blå for-glem-mig-ej, så nu har jeg altså købt én i hvid)

....ja ja jeg ved godt at katten blev liggende fordi det var varmt og behageligt og planten voksede frem fordi en fugl eller andet havde ført planten til haven, MEN jeg kan nu godt li' ideen om at Mille efterlod et specielt minde!

fredag den 20. maj 2011

Maximum kick


Århhh hvor jeg trænger til COLAAAAAAA. For år tilbage drak jeg meget cola, så meget at jeg syntes at det var et problem med den afhængighed (...det syntes min læge og pengepung også...). Jeg tog en kold tyrker - hey findes der ikke et mere polistisk korekt ord?. Nå, men jeg droppede colaen fra den ene dag til den anden og for pokker hvor blev jeg dårlig. Vi taler seriøst dårlig i 14 DAGE!!!!

Da afhængigheden var ude af kroppen gik det fint og jeg var endda så modig (...læs dum....) at drikke en cola til julefrokosten. Stolt over at det jo gik smertefrit og at jeg faktisk slet ikke kunne li' cola-smagen, frygtede jeg ikke for at komme til at drikke cola igen.

Da sønnen så blev indlagt gik jeg fluks ned i kiosken og købte mig en cola! (....for der var jo slet ikke andre alternativer vel?....). Jeg lullede mig selv ind i undskyldninger og bedyrede at, når alt dette med drengen var overstået, SÅ droppede jeg colaen. Hmmm nu er der jo efterhånden gået lang tid med sygdom og cola-drikning og da jeg i forgårs ikke havde mere cola i køleskabet, tænkte jeg at NU skulle det være. NUL COLA. Og det er da egentligt også gået  helt godt...ja ja ok jeg har tænkt på cola mange gange (...og nu laver jeg et langt indlæg om cola....), men det blev ikke så slemt at droppe colaen, som jeg havde frygtet.

MEN lige nu kunne jeg godt drikke et glas cola....ja lige præcis nu, hvor klokken er 8.51 og jeg trænger til et MAXIMUM KICK.

PS. Helt uskyldigt, men tror I, at man godt kan droppe colaen og så alligevel lave cola-kylling eller cola-kage?

torsdag den 19. maj 2011

Uh uhhhh... nyt etui har set dagens lys


Jeg har arbejdet på at forbedre det store hækle-etui og jeg kan nu afsløre forbedringerne.


Etuiet er 3-fløjet/flappet (hvad hedder det egentligt?). Der er plads til 10 hæklenåle, 1 saks, 1 kuglepen, 1 målebånd, og så er der en lomme med lukke-flap/klap (til de der dimser, man måske kunne få brug for) og så er der selvfølgelig nålepuden.


Selvfølgelig er der også husket pladsen til en kopi af det hækle-mønster, der arbejdes på. Lommen her kunne godt ha' været placeret lidt længere fra kanten, men det fungerer ok.


 Og som noget nyt, er lukke-anordningen et elastik-bånd - sådan lidt a la elastikmappernes lukning.



Mon ikke der skal sys et par knapper på?
Og evt. i en helt anden farve...

Jeg er klar med hveder


Hvert år bager jeg MANGE hveder OG hvert år glemmer jeg forrige års opskrift. Hvad var det nu for én jeg brugte? For sjovt nok, så har jeg efterhånden en pæn samling af opskrifter på hveder.

I år brugte jeg opskriften fra Karen og  den fra Arla. Den ene kom jeg kardemomme i og den anden ingen kardemomme (for skal jeg ha' varme hveder med smør, skal hvederne være med kardemomme og skal jeg ha´ hveder med ost på, skal det være uden kardemomme!).

Må sige at Karens opskrift, klart er den bedste. Kan jeg nu også huske det til næste år, når jeg febrilsk kigger opskrifterne igennem?


NB: Jeg har snydt lidt....rødme, rødme....jeg har nemlig spist hveder her til eftermiddag - altså i stedet for at vente til i aften. Og jeg kan godt betro jer, at Karens hveder ER de bedste jeg nogensinde har bagt og smagt!

onsdag den 18. maj 2011

Lidt fremgang = fremgang


En lille update på den hæslige periode med en syg dreng. Det gik lidt fremad og så gik det helt tilbage og jeg blev desperat! I august skal drengen til kontrol, men det kan vi da ikke vente på, når det går tilbage i drengens tilstand, så jeg kontaktede egen læge.

Så ville skæbnen, at drengen blev inviteret til fødselsdag med overnatning og vi gav ham lov (med en vis bekymring). Og så gik fødselsdagen rigtig godt og da jeg spørger drengen, hvad han tænker om det, siger han: "Mor, jeg ville ikke ha' at de andre så, at jeg var dårlig, så jeg tog lige tre sug af den blå (astma medicin)". Ok tænker jeg så, drengen har da astma og hos lægen sidder jeg selvfølgelig med forventningen om at hun "blå-stempler" hans diagnose, men nej. Drengen fik alligevel ekstra astma-medicin med hjem og skal nu ha' en voldsom masse medicin. 

Jeg er lettet over at det "bare" er astma OG HAN HAR INGEN ALLERGI, for de andre muligheder var ikke til at holde ud, at tænke på. (jeg mærkede lige snerten af total panik og hjælpeløshed.

Tænk at astma kan  lave så meget rod i min dejlige drengs krop. Tror bestemt at jeg vil søge alternativ behandling, der kan "booste" ham i den rigtige retning. (ikke at forstå, at jeg fravælger medicinen)

tirsdag den 17. maj 2011

Der prikkes lidt til mig

...er rettere sagt, så prikker et par af mine læsere http://www.stiebitz.blogspot.com/  (fra vidunderlige univers) og http://www.lis-medppindene.blogspot.com/ nysgerrigt til, hvad mine drømme om grønne farver og ugler endte med.

Jeg syr på et stort og forbedret hækle-etui og jeg forsøger altid at ramme "tune" ind på modtagerens stil og ønsker. Oftest får jeg nogle konkrete ønsker om stilen, men denne gang arbejdede jeg ud fra sætningen "jeg elsker grønne nuancer og ugler". Jeg fik styr på det grønne, men uglerne holder mig altså stadig vågen ;D.

Skal jeg applikere et færdig-trykt ugle-billede på etuiet?


Eller applikere denne ugle?

Er det den rigtige farve?

Og hvordan får jeg hæftet tråd-enderne?
- etuiet nemlig er syet færdig!


Skal jeg finde et sødt ugle-billede, printe det ud på photo transfer papir og så applikere det på?

Skal der overhovedet en ugle på etuiet?

Fortsættelse følger.....
(og så tror jeg lige at jeg spørger modtageren)

Hækle-etui nr. ?


Jeg får syet en del hækle-etuier og jeg hygger mig med det hver eneste gang.
Og ikke to hækle-etuier er ens.



Dette etui skulle gerne lande hos http://www.kreaman.blogspot.com/ i dag.

mandag den 16. maj 2011

Jeg drømmer om....

om farven grøn og ugler!


Ja, det er altså det jeg drømmer om pt. Natten igennem er jeg vågnet gentagne gange med tankerne omkring en grøn kreation, der driller mig lidt (der skal placeres en ugle-applikation? Etuiets indvendige farve-sammensætning?). Men mon ikke jeg finder en løsning på udfordringen, så jeg får en god nats søvn?

Og så drømmer jeg da bestemt også om så mange andre ting ;D

søndag den 15. maj 2011

Herlig søndag

...også i regnvejr ;D

- ville ønske at jeg havde flere af denne slags broderier

Rengøringen er klaret, opvasken ta'r husbonden og så er der lidt obligatorisk vasketøj der skal klares, men det gør nu ikke så meget. Jeg er nemlig indstillet på en herlig søndag med lidt, absolut et minimum af husarbejde, men masser af hygge ved symaskinen og kage hos veninden. Min veninde har introduceret mig for sådan en billig mazarin-kage, der er forjættende lækker sammen med en kop te....uhhh hvor jeg glæder mig.

Lige nu kalder symaskinen på mig og katten ligger så sødt ved siden af (mon ikke det scenarie ændres, når symaskinen larmer?). Ha' en herlig søndag derude i blogland....også selv om det regner!

lørdag den 14. maj 2011

En hjælpende pote...

...kan man jo altid bruge ;D


Ældste-katten, Simba, gi'r lige en hånd med i opstarts-fasen med et nyt hækle-etui. Jeg prøver at opfylde et ønske med grønne nuancer og ugler..........hmmm jeg tegner og tegner, men synes at det driller lidt. Måske har jeg tegnet for mange forslag? Skal det være grøn baggrund og lilla ugle? Grøn baggrund - brun ugle? Grøn ugle - baggrund ?? Og jeg har ikke lige noget grønt uglestof liggende.....

Måske har jeg brug for en overspringshandling?

fredag den 13. maj 2011

2 i 1


Kan man sige om dette etui.

Det er nemlig et kombineret pro knit og hækle-etui. Diktesoph bestilte et hækle-etui hos mig, som hun ville bruge til sine pro knit pinde. Jeg synes da bestemt, at hun skulle ha' et etui, der var special-lavet til hendes behov, så jeg tegnede og syede løs (ihh hvor jeg elsker den slags opgaver).

Her er så resultatet:



Bedre og tydeligere billeder kan ses hos http://www.diktesoph.blogspot.com/

Næste projekt er, at sy videre på det nye etui, som jeg har tegnet og som kun er beregnet til pro knit systemet (jeg syr selvfølgelig også på mine hækle-etui-bestillinger og de har klart første-prioritet - og så har jeg jo også gang i nogle sy-etuier....jo jo hjernen og maskinen står ikke stille)

 

torsdag den 12. maj 2011

Det første pro knit etui



For laaaang tid siden fik jeg en forespørgsel på et pro knit etui. Jeg tegnede løs og det var ikke en nem opgave, når jeg nu ikke selv er "strikker".

Sidenhen har jeg tegnet og udviklet på etuiet, så designet er lidt anderledes - jeg skal nok afslører det på et tidspunkt. Lige nu skal jeg først ha' godkendt et kombineret hækle- og pro knit- etui, som jeg har arbejdet lidt på.

onsdag den 11. maj 2011

Kan man sy en hæk?

Min syede hæk placeret ved den lille terrasse. Bemærk lige den lille skeløjede kat, der gemmer sig bag blomsten.
"Ja. det kan man godt" kunne jeg svarer de nysgerrige børn i kvarteret, da de så jeg sad og syede udenfor og ville vide, hvad jeg nu havde gang i. Sidste sommer syede jeg denne læ-skærm, da jeg var desperat over ikke at kunne sidde ugenert (vi bor i nybygget hus og har ingen have endnu).

"Hækken" er pakket sammen lige nu, for det regner! Men mon ikke den kommer i brug igen? Vi har endnu ikke fundet den rigtige løsning til terrasse-afkærmning, men har flere ideer på papiret.

tirsdag den 10. maj 2011

På mit natbord....

har jeg disse "livs"vigtige ting ;D


- Håndcreme (den er fra Netto og bliver skiftet ud, for den er ikke god til meget tørre hænder).

- Vandglas, for jeg er ALTID  tørstig  og kan sagtens drikke 4-5 liter vand om dagen (jeg er tjekket for diabetes)

- En bog, der dufter dejligt, men bestemt også har et godt indhold. Det er nemlig en bog om hvordan man bryder sine vaner og finder vej i livet (den hedder "Kompasset til dit liv").

- Et hæklet salat-blad...ok livs-vigtigheden kan godt diskuteres her ;D.

Hvad ligger der på dit natbord?

mandag den 9. maj 2011

Omsorgsdag

...det trænger jeg til i dag.


Efter en søndag og  en nat med migræne og sk.... ondt i ryggen, så trækker jeg stikket ud og holder en omsorgsdag ;D. Satser på knap så megen blæst, så jeg kan sidde udenfor og sy kantebånd på et kombineret pro knit og hækle-etui (en special-opgave til en medblogger) - helt fri kan jeg da ikke holde vel?!

søndag den 8. maj 2011

Mormor-ringe


Ringen, er den gul/grønne sten ;D


Nu er det altså ikke fordi jeg synes, at der er noget mormor-agtig over disse ringe, men jeg kalder dem mormor-ringe, fordi de gi'r mig en dejlig varm følelse og minder mig om min mormor (hun havde masser af mosaik-sten, som jeg elskede at lege med). Ringene blev købt på forårsmarkedet i Odense.


På forårsmarkedet, fandt jeg også denne lille ugle hos Brilleting's stand. Jeg er ikke rigtig med på ugle-dillen, men uglen her var ikke til at stå for og den skal bestemt bruges til gave.

På markedet var der så mange lækre ting, men der er to ting, som jeg ikke kan få ud af hovedet. Den ene er et rigtig skønt hæklet halssmykke fra The Puk Projekt (en mikro-pung med en ædel-sten i) og den anden ting er et armbånd fra Lonni Birch. Argg hvorfor købte jeg dem ikke?!!!!!!!

lørdag den 7. maj 2011

Forårsmarked - wiiiiiihhhhhh (= frydefuldt hvin)


Lækkert keramik fra http://www.bruunskeramik.dk/

Nu er jeg ej jomfru længere ;D - altså forårs-markeds-jomfru!

Jeg var i Odense i dag sammen med Dorthe og Tina. Tak til Dorthe, der inviterede mig (og som i øvrigt sponsorerede lækre ting til de goodie bags, der blev uddelt til de første besøgende).

Der var så mange mange mange fantastiske ting at se på det over-lækre marked. Det var ikke bare boder i en gammel forladt havnehal, nej det var så flot dekoreret. Mums...hey kan I mærke min begejstring?

Selvfølgelig har jeg pillet ved mit kamera og indstillingen er helt skæv, så jeg kan ikke rigtig vise nogle stemningsbilleder, men mon ikke, der er mange andre bloggere med fine billeder?!

Jeg fik ikke købt så meget (afslører det købte i morgen), men savlet over alle de flotte håndarbejder, gjorde jeg! Hold da op, sikke håndværk - der kan jeg slet ikke være med.

Og sikke megen inspiration jeg er kommet hjem med...får på ingen måde sovet i nat, min hjerne er som en snurretop ;D.


fredag den 6. maj 2011

Min egen lille hækleudfordring



Jeg er bestemt ingen hurtig-hækler, men jeg kender én der er ;D. Nå, men jeg hygger mig med at hækle på et herligt tæppe. Det er Trine Bertelsens design og I kan finde hende og et billede af tæppet her.

Grunden til at det hæklede tæppe er en udfordring, er ikke så meget på grund af mønsteret, men mængden af firkanter ;D. Jeg har svært ved at være tålmodig....

En pension rækker jo ikke altid så langt og derfor køber jeg ofte det helt almindelige garn fra Coop - og det er bestemt godt nok. Nu har jeg jo så lige prøvet at hækle i PIMA-bomuldsgarn og wauw hvor er det lækkert. Jeg tror jeg bliver afhængig af lækre garner ;D.

torsdag den 5. maj 2011

Hækle-etuier på bestilling



To hækle-etuier er lige sendt afsted. En bestillings-opgave klaret: tjek og videre til næste ;D

Lykke havde sendt mig det fine lilla blomstrede stof til sine hækle-etuier. Nu håber jeg, at hun bliver tilfreds med resultatet. Lykke var også så sød, at sende et fint stykke stof med sommerfugle på, som jeg måtte beholde til et fremtidigt projekt.

onsdag den 4. maj 2011

Her elsker jeg at bruge masser af tid...

seneste indkøb

Jeg kommer ikke så meget ud ;D, men der hvor jeg kommer, kan jeg li´at komme!

Min krea-passion startede, da jeg blev uddannet håndarbejdslærer og siden hen også underviste i billedkunst. På skolen bestilte vi ofte varer fra Creativ Company og AV FORM, men jeg kunne nu bedst li'  at komme i Panduro Hobby - det er lige som mit andet hjem.

Jeg handler i Panduro Hobby i Kolding, hvor jeg oplever en fantastisk service og så er jeg helt pjattet med Dorthe. Hun er bare et rigtigt fint og ærligt menneske, der ikke bange for at dele ideer og inspiration. Hun burde ha' sin egen blog. Dorthe's ansatte er nu heller ikke så tossede og jeg synes ALTID, at de er hjælpsomme og glade for at se mig ;D. Dorthe har i øvrigt lige introduceret mig til et absolut lækkert materiale: vlieseline 320 (lidt dyrt, men prisen værd, når du arbejder med tasker, etuier mm.)

Men Panduro Hobby er ikke det eneste sted, hvor jeg kan li'  at tilbringe min tid. Hos Anne-Grethe og Lisbeth i Stof 2000 i Kolding Storcenter, oplever jeg også en fantastisk hjælpsomhed, når jeg nu lige står med ét eller andet projekt. Og så har Stof 2000 altså også mange farver sik-sak-bånd, som jeg jo lige pt. er stor-bruger af ;D.

Og så har vi jo mit nyeste favorit-sted, nemlig Modestoffer i Vejen. Her er en herlig stemning og Dorthe er den mest farverige og søde person, jeg kender. Hun er en boblende regnbue! Og så er det da sjovt at mine favorit tekstil-pushere begge hedder Dorthe ;D.
Modestoffer opdagede jeg en dag, hvor jeg var havnet i Vejen (hvor jeg normalt ikke handlede) og fandt en lækker butik med lækkert garn og sprøde stoffer. Jeg var midt i en krise (min far havde fået den mest aggressive meningitis på Rhodos og vi vidste ikke om han ville overleve) og jeg kunne slet ikke overskue at finde et så fantastisk sted. Jeg kan huske, at jeg var ved at græde og bare trængte til at fylde hovedet med andet end bekymringer. Siden hen har jeg jo besøgt butikken mange gange og jeg er kommet til at holde rigtig meget af Dorthe - hun er et gavmildt og herligt menneske. Hos Modestoffer kan I også finde Gitte, som er fabelagtig til at sy og så er hun bare så sød.

Faktisk føler jeg stor taknemlighed over at kende så skønne mennesker. Ja, ja, jeg er lidt rørstrømsk i dag, men jeg har også været i skoven her til morgen og det var en smuk tur.

Stofferne på billedet er hovedsageligt fra Stof og Stil i Herning - et sted jeg også synes er lækkert. Specielt voksdugene er skønne og billige!

tirsdag den 3. maj 2011

Flere ric rac rose ringe


Ja jeg må indrømme at gårsdagens planer ikke helt gik som forventet.....det var simpelt hen for koldt til at plante i krukker. Så efter en kort tur i haven, gik jeg indenfor igen.

Den sandfarvede ring lavede jeg til mig selv lige inden vi skulle til konfirmation i søndags. Den sorte ring er til min niece (nu skal jeg vist også til at lave andet end de der ringe ;D).

Og så fik jeg selvfølgelig også syet på et par hækle-etuier.