søndag den 30. september 2012

DIY på hæklet græskar

I september pynter jeg med lilla (ja I læste rigtig, der sniger sig lidt lilla ind i boligen ;D), men oktober er klart  græskar pyntetid. I år har jeg hæklet på forskellige græskar.

Jeg har forsøgt mig med flere garn-typer (viser det senere på ugen sammen med et par krea-ups'er), men synes at Lama-ulden fra www.strikkebogen.dk er klart den bedste og får det helt rigtige udtryk. Jeg har da også bestilt mere Lama-uld i orange, karry-gul og brændt karry, så der kan blive en lille samling græskar at pynte med.



Du skal bruge:
Garn: Lama-uld fra www.strikkebogen.dk (ca. 10-15 g.)
Hæklenål: nr. 3
Fyldevat: omkring 10-20 g.
Kanelstang: knap 4 cm.
Kobbertråd: ca. 24 cm.
Strikkepind: nr. 3.5
Limpistol

Størrelse: ca. 8 cm, i diameter og 4,5 cm. høj.


Sådan hækles græskarret:

1. række: Slå 16 lm op.
2. række: Hækl fm i den anden lm fra nålen, 1 hstm, 11 stm, 1 hstm, 1 fm, vend med 1 lm
3. række: I begge maskelænker: 1 fm, 1 hstm, 11 stm, 1 hstm, 1 fm, vend med 1 lm
4. række: I bagerste maskelænke: 1 fm, 1 hstm, 11 stm, 1 hstm, 1 fm, vend med 1 lm
5. række: I begge maskelænker: 1 fm, 1 hstm, 11 stm, 1 hstm, 1 fm, vend med 1 lm
6.-24. række: gentag henholdsvis række 4 og 5. Bryd garnet.

Montering:

Sy den hæklede "bane" sammen på den korte led (kan man sige det?). Se billedet nedenfor. Der sys i bagerste maskeled på den sidste række og vrangsiden er den side, hvor man kan se hver anden rækkes u-hæklede maskeled.


Ja, så fik jeg ikke taget flere billeder af processen, men skitsede lige hurtigt et par illustrationer på den nærmeste blok ;D.

1. Ri langs den ene side af  græskarret og rynk sammen og hæft.
2. Vend det hæklede stykke, så siden med de tydelige maskeled vender ind ad. Fyld godt med fyldevat.
3. Ri den åbne side og rynk sammen.
4-5. Nu skal du dele græskarret i 6 stykker...ikke bogstaveligt.....tråd en nål med samme garn og stik fra toppen tværs igennem græskarret. Gentag dette 5 gange mere og sørg for at "inddelingerne" er placeret hvor græskarret naturligt buer indad. (uh giver det mening?) Hæft og klip garnet.



6. Sno kobbertråden omkring en strikkepind (nr. 3.5). Træk tråden af strikkepinden og træk krøllerne ud i passende "krøl". Fold forsigtigt tråden på midten og placér den på midten af græskarret....den limes fast sammen med kanelstangen. Klip evt. længden på kobbertråden, hvis den er for lang.
7. Skær et ca. 4 cm. stykke kanelstang (en gren kan også bruges) og lim den på i midten af græskarret. Sørg for at du også får limet kobbertråden med.


kan ikke vente med at hækle flere græskar i flere dejlige efterårsfarver

 Tahdah. Nu er dit græskar færdig. 
Jeg er godt klar over at jeg ikke har opfundet den dybe tallerken og at der findes mange opskrifter på hæklede græskar, men jeg er svært tilfreds med dennes udtryk og vil selvfølgelig dele med blogland

lørdag den 29. september 2012

Jamen hvor er jeg bare heldig...

....at ha' fået en dejlig gave fra en dejlig veninde.


Skønne retro-stoffer og det dejligste kort. 
Uhh hvor det varmer og gør livet meget smukkere.

Tusind tak kære Marthe.

De smukke stoffer bliver ikke omsat til krea-projekter i dag, for jeg arbejder nemlig i græskar....hæklede græskar og der kommer en diy enten i morgen eller overmorgen :D

fredag den 28. september 2012

Fødselsdags-gæstebog

Sådan én fik jeg syet den anden dag 
og nu håber jeg at den bringer glæde.


Enkel og i fødselarens yndlingsfarver.


Det er nu fedt at sy betræk til skitsebøgerne, 
for det er jo et hurtigt projekt.

torsdag den 27. september 2012

Jeg har hæklet en bamse

...en "pyntebamse" efter denne opskrift.



Opskriften er skrevet som diagram og jeg blev spurgt (af en lokal krea-kvinde) om jeg ville skrive den ned i skrevne ord. Altid frisk på en kreativ udfordring, så fik jeg hurtig nedfældet opskriften.....og yeah jeg troede faktisk ikke, at jeg kunne finde ud af den slags diagrammer.

Da opskriften var ren-skrevet, måtte jeg jo også lige hækle bamsen ikke? ;D Jeg har dog ikke hæklet i det angivne garn og var spændt på hvor stor bamsen så ville blive.

FAKTA-BOKS:
Garn: bomuldsgarn fra Søstrene Grene
Hæklenål: nr. 3
Bamsens fulde højde: ca. 20 cm.
Hit or shit (?): Super nem at hækle, diagrammet er let-læseligt, men om den skrevne opskrift er let-læselig kan jeg ikke bedømme.   

Nu vil jeg jo egentlig gerne dele den oversatte opskrift med andre, men må jeg det her i blogland? 

Hvis du har lyst til den oversatte opskrift, så send mig en mail.

onsdag den 26. september 2012

Jeg sætter min hat som jeg vil....

...trallullalaaaajjjjj....

Eller med rette Lone sætter sin hat som hun vil,
for det er nemlig Lone, der har lavet den fine han nedenfor.


billedet er lånt fra Lones blog
Jeg fik en mail med et blog-spørgsmål fra Lone (ikke min Kranio Sakral Terapi-Lone). Hvordan får man faste læsere? Først troede jeg at mailen var sendt forkert, men Lone har sendt spørgsmålet til flere bloggere. Hvordan svarer jeg så? Hvad gør, at man får flere læsere? Hvilke "læser-skare" henvender bloggen sig til? 

Spørgsmål jeg ikke engang selv har tænkt over, men er blot gået i gang med at blogge. Kan I hjælpe mig med at svare på Lones spørgsmål?





tirsdag den 25. september 2012

Så kan der laves julegaver


Jep, en del af mine kreative veninder vil modtage en skitsebog med cover på ;D. 
I min egen skitsebog, tegnes der ideer til dekorationer på livet løs.

Skitsebøgerne er fra TIGER (format ca. A5) og du kan finde en DIY på et syet cover til skitsebogen her.

Med hensyn til dekoration er der jo masser af skøn inspiration at finde på nettet:






- nårh ja så googlede jeg rundt efter flere ideer 
og endte et helt andet sted....nemlig julepynt ;D

I dag skal jeg dekorere endnu en skitsebog, men denne gang er det en fødselsdags-gæste-bog.

mandag den 24. september 2012

Personlige rejsebøger

Det er dejligt med små nemme sy-projekter, så da jeg blev spurgt om jeg ville lave nogle personlige rejsebøger slog jeg til ;D.



Efter lidt snak i telefonen, fik jeg med det samme ideer til dekorationen til de to bøger.


søndag den 23. september 2012

Dumt gjort....

...overhovedet ikke ;D


Jeg er absolut ingen fest-abe, men med rygsmerter var det altså helt håbløst at være til fest. Overvejede et split-sekund at drikke mig fuld og bare give den gas, meeeen så var det jo lige at lægens ordre lød i mit hoved og jeg opgav den idé. Altså ingen spiritus til mig.

Der blev drukket spiritus i disse hersens rør og mens folk blev mere og mere snaldrede overvejede jeg hvordan jeg skulle få fat i nogle af de tomme rør......sådan uden at virke alt for sær ;D.

Heldigvis mødte jeg min mands kusine, der kunne skaffe mig et glas fuld af rørene ;D og hun var så snaldret at hun i dag alligevel ikke kan huske at jeg fik rørene med hjem.

Rørene kan jo bruges til opbevaring af perler, små knapper og mange andre ting. Nu skal de blot vaskes og jeg vil nyde duften af lakrids alt imens de rengøres ;D. Til næste sensommerfest vil jeg helt bestemt også nyde de skønne shots og danse med min dejlige mand.

lørdag den 22. september 2012

Musen er optaget...

...Basse har overtaget den, når han nu ikke må fange de levende mus.

Jeg ved jo godt at det er kattens natur, at fange mus, 
men kan jeg tage musen fra kattene gør jeg det! 

Denne døde mus, får Basse lov at beholde, når han nu synes at det er hyggeligt og jeg har også lidt andre planer for i dag og kan godt lade computeren hvile en stund.


på skiltet bag katten står der:
First God created man, then he had a better idea

Lørdagens planer: 

- hækle lidt, mens manden gør rent (lægen siger at jeg ikke må og hvis jeg ikke lytter kan jeg sætte min førlighed på spil...hmmm måske jeg bør lytte)

- hjælpe en lokal kreativ kvinde med lidt oversættelse af engelsk hækleopskrift (hurra for adspredelse)

- gøre mig klar til fest (lægen siger at jeg må deltage, hvis jeg sidder i en sækkestol eller ligger på en madras...I think not, så jeg har tænkt mig, at spise den lækre mad siddende på en stol og så kan jeg jo tusse hjem bagefter og ligge mig på sofaen........EFTER en god gammeldags sjæler med manden ;D)

fredag den 21. september 2012

Positive valg...helt gratis.

great idea
billedet er fundet her


Pinterest er jo et forjættende, men helt fantastisk sted. Jeg fandt denne fine printable den anden dag og for ikke at synke ned i selvmedlidenheden (efter panik-angsten), så tager jeg bevidste valg om at være positiv.

Man skal ikke fortrænge de der øv-følelser, for det er legalt at være trist, men for mig er det er bare så vigtigt, at huske følgende ord:

"Succes i livet, er ikke at undgå at falde, 
men at kunne rejse sig igen"

Disse ord fik jeg sammen med en blomst af en meget kær kollega, efter en bilulykke, hvor jeg syntes det var meget svært at acceptere endnu flere fysiske skader. Og hvor jeg følte mig som en fiasko her i livet....det havde jeg dog aldrig fortalt min kollega, men han må ha' kunnet gennemskue mig (han var ikke blot min kollega, men også min gamle lærer fra folkeskolen, så han har jo kendt mig i mange år).

Ha' en god fredag derude i blogland.

torsdag den 20. september 2012

Lidt dekoration til blogtræf

create & ....... (gæt) står der på vimplen
som bortgives, når træffet er slut

Jeg forbereder mig så småt på blogtræffet den 7. oktober. Det er ret så spændende at være med til planlægningen og føle et ansvar for træffet. Håber at det lever op til de mange kreative kvinders forventning. Heldigvis har Libbie og Maria jo prøvet det før, så der er ingen grund til nervøsitet.

Blogtræffet er lukket for tilmeldinger 
og de tilmeldte kan ses på deltager-listen her.


I dag skal manden fejres, så dagens "kreative" indslag bliver ikke til meget mere end en gang vasketøj og oprydning....og selvfølgelig kærlige kys til manden ;D


Tusind tak for de mange søde hilsner i går. Ved stadig ikke meget om hvordan det er gået drengen på knallerten, men pudsigt nok (?), så kan folk godt finde ud af at køre stille på vores vej i dag.

onsdag den 19. september 2012

Mon jeg holder op med at græde....

....inden manden kommer hjem fra arbejde.

Dagen udviklede sig til total nedtur. Og nu lufter jeg ud i hovedet ved at skrive her på bloggen. Undskyld jeg vrøvler, men jeg kan slet ikke overskue situationen lige nu og har brug for at lufte vrøvleriet.

Endelig skulle jeg til MR-skanning af lænden og så få en behandlingsplan, så jeg atter kan komme videre med mine mange planer og bare hverdagen i al almindelighed. 

Jeg mangler lige at drikke et glas vand og står med glasset i hånden, da jeg hører en knallert og et ordentligt skralde-bang. Kigger ud af vinduet og ser at der ligger en dreng på vejen. Hurtigt griber jeg telefonen og får ringet efter en ambulance og med en sygeplejerske i røret, bliver jeg guidet igennem hvad man skal og ikke skal i sådan en situation. Den stakkels kvindelige bilist, står chokeret og ser til. Heldigvis kommer der flere naboer til, som jeg videre-giver sygeplejerskens besked (men det ignorerede de og fik arrangeret drengen med pude under hovedet og et tæppe  under kroppen ? Hvilken del af "han må under ingen omstændigheder flyttes eller rykkes rundt med" forstod de ikke?). Jeg kører mod sygehuset og den længe ventede skannings-aftale. 

Pyh hvor jeg rystede bagefter, men jeg får lige snakket det igennem med en veninde og er klar til skanningen. MEN så går alt da også galt. Jeg fik et totalt panik-angst anfald og skanningen måtte droppes. Nu skal jeg så om bag i køen igen og vente på en ny tid. Det er totalt uoverskueligt.

Panik-angsten er ikke et ukendt fænomen og i tidernes morgen er jeg blevet advaret om, at jeg kunne risikere at få sådan et voldsomt anfald....jeg har siddet klemt fast i en bil for mange år tilbage....long story.

Totalt udmattet og meget grådlabil vil jeg nu putte mig under tæppet og se lidt fjernsyn og drikke en kop varm kakao. 

Hvis du læste til enden, så tak fordi du gad lytte/læse til mit vrøvleri.

Den forulykkede dreng har jeg ikke hørt mere til, men jeg håber inderligt at han kun slipper med få skrammer og en forskrækkelse (men en bøde for en tunet knallert slipper han nok ikke for og så er han 14 år og må slet ikke køre på knallert) 

Dette går du glip af.....

....hvis du læser med på min blog ;D

Ja, nu er den gal igen med pladsen til at uploade billeder på bloggen. Jeg er løbet tør for plads...hmmm har prøvet det før, men så gik det væk igen helt af sig selv, mon jeg er så heldig denne gang? Ellers må jeg jo betale ved kasse et.

Nogle erfaringer derude i blogland?


Nå men tilbage til overskriften ;D. Det som skulle ha' været dagens indlæg, var et billede af mit nye hækleprojekt. Jeg har købt det flotteste grå zpagetti garn hos Panduro Hobby Kolding og er i gang med en gulv-doily (flakon). 

Det var svært at finde en opskrift (med angivelse af mængden af garn), men nu er jeg gået i gang og har testet flere, da jeg ikke vil ha' hullerne for store.....er overbevist om at jeg får viklet mine tær/fødder ind i hullerne og falder på badeværelset.

tirsdag den 18. september 2012

Vigtig info om blogtræf


 INFO
 
Blogtræffet afholdes i Sct. Jørgens Gaard, Hospitalsgade 16, 6000 Kolding
Sct. Jørgens Gaard ligger lige ved siden af Slotssøbadet
 
Vi starter kl. 10.00
 og lokalerne er booket til kl.17.00
 
Alle medbringer noget til vores buffét
Tema er brunch
Libbie sørger for kaffe/the
 
Send Libbie en mail, så vi ikke kun skal spise boller.
 
Vi er ikke ude i noget med store lækre goodiebags, men derimod skal
 
ALLE medbringe en gave
til vores lille pakkeleg
 
Om den er hjemmelavet, sponsoreret,
købt eller fundet i gemmerne, bestemmer I selv.
 
Vi vil også rigtig gerne vide hvor mange af Jer der tager symaskine med.
 

Og er der noget I er i tvivl om så spørg endelig!!

mandag den 17. september 2012

Pastel-chok


I week-enden passede jeg naboens datter og mens vi så Morten Korch film (pigen havde selv filmene med), så hæklede jeg på et mobil-etui til hende. Farverne havde hun selv været inde at vælge i garnskuffen....og jeg sidder nu i pastel-chok :D. 

søndag den 16. september 2012

Mobil-etui

Endnu et dejligt lille projekt fra symaskinen.
Ville lige teste muligheden for at bruge samme sy-metode som ved Ipad sleeve'n



I stedet for at sy et bånd over elastikken, 
skjulte jeg elastik-påsyningen ved at sy et hæklet hjerte på
....selvfølgelig i PIMAbomuld ;D.


Sådan ser den skjulte søm ud. 
Den fylder selvfølgelig lidt, men egentlig synes jeg at metoden er fin,  
hvis det skal gå lidt "quick and easy".

retro-stoffet er fra hende her

lørdag den 15. september 2012

Blog-træf-forberedelser


Lige pt. har jeg det bedst med små projekter 
og så var det jo oplagt at lave små vimpler til blogtræffet den 7. oktober. 
Vimplerne matcher indbydelses-plakaten og skal bruges til find-vej-skilte.


Måske ikke lige mine farver, 
så mon ikke at vimpler finder nye hjem efter blogtræffet?


fredag den 14. september 2012

Schhhhh det er en hemlighed

Jeg har lavet en lille overraskelse til en blogveninde....ja overraskelsen bliver jo nok lidt ødelagt nu ;D, men jeg kan ikke holde ud at ha' billederne liggende på computeren længere. 

- pæn at ha' liggende til at skrive lister i?

En lille notesblok-holder igen, er sendt afsted. Notesblokken er fra Coop (ca. A5 størrelse), som jeg blot har dekoreret. Vejledningen er fundet her, men notesblok-holderen er ikke syet efter de samme mål.

- der er papskiver i de åbne lommer som afstivning = betrækket kan vaskes

Det var rigtig sjovt at sy dette lille projekt og stoffet er fra hende her. Det er skønt med små-projekter nu hvor ryggen ikke helt vil som jeg vil. Tilbage på sofaen og hækleriet ;D

torsdag den 13. september 2012

DIY på Ipad sleeve - quick and easy

Vi taler om seriøst quick and easy uden for der skal sys i og sømmen er gemt alligevel.

Jeg vil lige starte med at fortælle, at jeg ikke ejer en Ipad, men det gør min nabo og dette etui er testet og godkendt. Naboens Ipad har sådan et beskyttelses-omslag, som er medregnet i målene til denne sleeve.

 retro-stoffet er fra denne skønne blogger,
der også  har en blogbutik med mange lækre retro-stoffer

Du skal bruge følgende:

- volumenvlies: 24.5 x 51 cm.
- bomuldsstof (til forsiden) 24.5 x 51 cm.
- bomuldstof (til for): 24.5 x 63.5 cm.
- rund elastik: 18 cm.
- dekorativt bånd: 25 cm.
- 1 knap: lige præcis den du ønsker

Sådan gør du:

1. Klip alle delene ud og stryg volumenvliesen på yder-stoffets vrangside. Tjek målene, da volumenvliesen nogle gange kan finde på at krympe lidt i strygefasen.


2. Læg forstoffet sammen med yder-stoffets kant, ret mod ret. Sæt knappenåle i. Sy med en 3 cm. trykfodsbredde. Du kan også tegne en kridt streg at sy efter.


 3. Ved stofferne vrang mod vrang, så du får en 3 cm. kant som på billedet. Stryg og tjek målene.


4. Nu kan du quilte, hvis du har lyst. Det er ikke nødvendigt, men kan gøres for dekorationens skyld. Hvis du quilter, så kan du vælge at hæfte de to øverste kanters tråd-ender i hånden eller bruge hæfte-funktionen på symaskinen (jeg er lidt af en nørd, så jeg gjorde det altså i hånden, det tog ca. 5 minutter.)



 5. Find midten af det ene endestykke, som skal være bagsiden af etuiet. Sy elastikken fast med et par sting.


6. Sy evt. et bånd tværs over siden for at skjule elastik-påsyningen. Dette giver en yderligere forstærkning af syningen ved elastikken. Du kan også vælge at sy et lille mærke på i stedet for et langt bånd.


7. Fold stoffet vrang mod vrang, tjek breddemålet: 24.5 cm. Sy med en trykfodsbredde langs hver side af etuiet.


8. Klip halvdelen af sømrummet væk. Klip også et lille snip af hjørnerne i bunden, uden at klippe i syningen.


9. Ved etuiet ret mod ret og pres med strygejern. Skift til lynlåstrykfod og sy langs siderne, det passer ca. med en halv centimeter, altså det der vil svare til en trykfodsbredde med en almindelig trykfod. Giver det mening? (på billedet ser det godt nok ud til at jeg syr med 1 cm. sømbredde, men gør jeg altså ikke) 


10. Vend etuiet og pres med strygejern og sy knappen på.

Voila. 
Sådan syr du en Ipad sleeve, quick and easy, men stadig med det sidste finish. Håber at du kan bruge vejledningen og husker at linke, hvis du har en blog. OG det vil være rigtig dejligt med feedback, specielt hvis jeg har klokket i det med hensyn til målene ;D....tillidsvækkende slut-kommentar ikke? ;D

onsdag den 12. september 2012

DIY eller opvask?

Ja det er vel ikke så svært at vælge?

Opvasken kan vente, mens jeg nusser færdig med en DIY på en Ipad sleeve....af den der slags, der er nem på alle måder, men stadig med et fint finish.

Jeg kunne godt tænke mig et par links til danske diy på ipad sleeves. Synes ikke rigtig, at jeg kunne google mig frem til nogle.

en enkel blomst i mit bed trodser de grå skyer
- jeg har lyst til at plukke den ind, men nyder også synes fra mit vindue

samme blomst, fotograferet 3 sek. senere, men nu i sollys.

tirsdag den 11. september 2012

DIY på betræk/cover til skitsebog

 Ja så fik jeg hæklet lidt dekoration til min egen skitsebog; hjerter i den dejlige PIMAbomuld.

Har du også lyst til at lave dit eget betræk/cover til din skitsebog, 
kan du følge min vejledning her.
Hvis linket ikke virker, så gi' mig lige et praj ikke?

Bemærk at skitsebogen er fra TIGER.

Ja en skitsebog kan jo blive frygtelig slidt i ryggen uden betræk/cover

Ja det er jo ikke den dybe tallerken jeg har opfundet her ;D, men det er jo meget rart at ha' færdige mål, så syprojektet er lige til at gå til. 

Hvis du ikke har en skitsebog fra TIGER (kan ellers stærkt anbefales ;D), ja så kan du sagtens benytte dig af syvejledningen. Du skal selvfølgelig blot ændre målene efter din skitsebog/notesbog. Husk at måle bogens forside- og bagsides tykkelse...det er få millimeter, men de betyder meget i sidste ende.

Lidt at grine af, mens der laves en DIY

Ja jeg synes altså at nedenstående billede/tekst er sjov.

fundet på facebook

Lidt senere er jeg klar med en DIY på et cover til skitsebøgerne fra Tiger. Mangler blot at hækle lidt dekoration til min egen betrukne skitsebog. Selve vejledningen er skrevet :D. 

mandag den 10. september 2012

Un petit sac

...ja sådan en fik jeg med posten den anden dag.


Det var søde Puk, der syntes at jeg skulle begaves. TUSIND TAK PUK, jeg blev rørt over den søde gestus.

NB: jeg kan læse inde på Puk's blog, at hun er i gang med at hækle flere smykker og prisen kan jeg ikke i skrivende stund huske, men mon ikke Puk kan være behjælpelig med dét spørgsmål.

søndag den 9. september 2012

Knap-ring, der matcher mine øjne.

"da jeg så ringen, tænkte jeg på dine øjne", sagde veninden

Jep jeg har grønne øjne med en snert af skiden-brun ;D.
(men jeg er født med et grønt og et blåt øje..har jeg fået fortalt)

Den anden dag vrøvlede jeg jo lidt...også på facebook over min situation med den dumme bækken. Jeg var bare mega frustreret over ikke at kunne lave alt det jeg gerne ville. Nå, men mens jeg ligger dér på sofaen i al min selvmedlidenhed....jow jow den fik på alle tangenter den dag ;D........ja så bankede det på døren. Ind kom en veninde, der liige havde læst min status på facebook og tænkte at jeg måske havde lyst til en kop te og en lille gave. Så kan det være at jeg kom op af sofaen ;D. 

Jeg er stadig mega frustreret, men ikke længere så vrøvlet, for jeg husker nemlig at fodre den rigtig ulv.

lørdag den 8. september 2012

Værtindegaverne....

...bliver i dag et par skitsebøger med cover/betræk.


Blogtræf-planlægningsmøde er på programmet i dag. Jeg er nemlig med til at planlægge blogtræf sammen med to skønne kvinder, nemlig Libbie og Maria. Det bliver vildt spændende for jeg har aldrig prøvet sådan noget før, men det har de to andre jo heldigvis ;D.

Med hensyn til skitsebøgerne, så er de der betræk altså for lette at lave. Så lette, at det er for dårligt, at jeg endnu ikke selv har syet et betræk til min egen skitsebog.

Overvejede at lave en DIY på betrækket, der passer til skitsebøgerne fra Tiger. Betrækket er dog let at lave, men nogle gange er det jo rart at ha' målene foræret ikke? 

fredag den 7. september 2012

Den virkede...også selv om den ikke var min

Ja hvad fabler jeg så lige om i dag?

Jow jeg har syet (og designet) denne hersens lykke-pirat-fidus til en lokal dagplejemor. Hun bruger disse lykke-fiduser til de dagplejebørn, der skal videre i systemet og i børnehave. 

På bagsiden af lykke-piraten er der en lomme til en lille hilsen eller lykkemønt

Lykke-fidusen må ha' smittet lidt, for jeg har nemlig vundet en give away hos Moppeloppe.

På mandag skal disse fine øreringe pryde mine øreflipper. Trallullahlej hvor det gav humøret et løft.


God fredag til blogland derude.

torsdag den 6. september 2012

At fodre en ulv

I det samme jeg trykkede på udgiv-ikonet til forrige indlæg, kom jeg i tanke om denne historie:


En tidligere kollega havde denne historie klistret på katederet og det var altså guld værd at se denne historie hver gang man kom ind i klasseværelset til en flok hormonfyldte teenagere ;D

Jeg huske at fodre den rigtige ulv fremover. Hvilken ulv fodrer du?

Hækle-panik og totalt vrøvlet blogger (=mig)

Hvilket hækle-projekt skal jeg lige gribe her på vej ud af døren?

Hækling er jo altid rart at ha' med, når der er stor sandsynlighed for ventetid.....jeg er på vej til røngent. Har talt med lægen og der er sådan en åben røngent-afdeling i Grindsted. Røngent af hoften i dag og skanning af lænden om 14 dage. Tålmodigheden er ved at smutte for mig. I dag er jeg et værre vrøvlehoved.

Hvad skal jeg lige hækle, mens jeg venter på at det bliver min tur? Sidde stille kan jeg altså ikke....og da slet ikke i dag, hvor jeg skummer af frustration.

onsdag den 5. september 2012

Fine trækugler fra gemmerne

Jamen det er da lidt af en skat, jeg har fundet i gemmerne.

Tre store trækugler, 3 cm. i diameter.


Er helt pjattet med de karry-farvede og kan liiige se det for mig: en lædersnor med en trækugle, sådan lidt a la Ferm Living juletræskuglerne. Mon min søster også kunne tænke sig sådan en kæde, da karrygul er og har været hendes yndlingsfarve i mange år.

Hmmm mangler godt nok lige en lædersnor, for at komme videre, såååå tilbage i gemmerne eller på opslagstavlen?

tirsdag den 4. september 2012

Farvel til kreaklubben

Pyh altså hvor var det en svær beslutning, men jeg var i går nødt til at melde mig ud af kreaklubben. At sige farvel til skønne kvinder, hyggesnak og lækre kaffebuffet'er, var på ingen måde nemt, men der var ingen vej uden om.

TUSIND TAK FOR DEJLIGE TIMER.

Jeg har meldt mig ud pga. tiltagende rygsmerter og at jeg trods smertestillende dagen(e) efter kreaklub er helt smadret i ryggen. 

Det føles tomt ikke at være med i klubben mere, men heldigvis er der jo blogland OG blogtræf OG krea-træf. 

gaven til dagens værtinde: en skitsebog til alle hendes ideer.


Nu har jeg altså ikke helt opgivet tanken om at være med i en kreaklub, men det skal være en mere lokal klub med mindre kørsels-afstand. I nat overvejede jeg om man ikke skulle høre kommunen om ikke et kreativt tiltag ville være en god idé, sådan lidt a la dét de har i Lunderskov: en krea-café.

mandag den 3. september 2012

Borddekorationer med fotos

Sønnen min havde fødselsdag i går...hold da kæft, tænk at jeg har en søn på 14 og gisp....jeg kan godt huske hvad jeg selv havde gang i som 14-årig........gi' mig skyklapper og glemsel øjeblikkeligt ;D

Menu'en til fødselsdagen: Pita gyros (ferie-inspireret menu)

Borddekorationen: når sønnen nu interesserer sig så meget for fotografering var det jo oplagt at bruge nogle af hans fotos. Og så er Pinterest jo et fantastisk sted ;D




Og sådan gjorde jeg: fik sønnen til at maile mig nogle billeder, printede, beskar så de havde samme diameter som glassene, laminerede og satte billederne sammen to og to (så der var billede fra begge sider). Placerede billederne i glassene og fyldte parfumefri håndsæbe i (kunne ikke finde en billig klar luft-fri olie og sæben gjorde de samme som olien: nemlig forstørrede billedet i glasset).

Lidt sandbund på et fad, et par fyrfadslys, et glas med en blomst og voila færdig borddekoration, når det skal gå stærkt. En anden gang ville jeg vælge at komme lys i det lille glas og vand i fadet, hvor blomsterhoveder kan flyde rundt og pynte sammen med et par fine sten.