tirsdag den 31. juli 2012

En stjerne mellem ferieminderne

stjernen er naturligvis hæklet i Pimabomuld

Inden vi tog på ferie baksede jeg med at lave et mønster på en hæklet stjerne for hende her. Jeg var ved at rive hårene af hovedet på mig selv, for jeg må erkende at dét at konstruere mønstre er vanskeligere end først antaget. Hatten af for alle strikke og hækle-designerne, jeg bukker mig i støvet.

Da min deadline er ved at være overskredet, droppede jeg vasketøjet (ja det bliver skisme ved med at ligge i store bunker??????!!!!) og hæklede som en gal........OG det lykkedes. Nu håber jeg så bare at stjernen bliver godkendt.

mandag den 30. juli 2012

Tomme kufferter ?

Ja kufferterne er tømte og vasketøjsbunkerne enorme,

MEN kattene tog det ganske afslappet og så deres snit til hver at hoppe i en kuffert og teste dem som sove-baser.
Basse i min kuffert

Bølle i Kaspers kuffert
Kattene nyder så meget at være hjemme igen...og jeg nyder at være sammen med dem :D.

Mens vi nød den græske sol og mad, måtte kattene "nøjes" med Bakkely Kattepension. Jeg er super tilfreds med kattepensionen og synes faktisk at mine katte ser bedre ud end da jeg afleverede dem (?).

Skal dog lige berette at Basse var så stresset, at han rystede og klagede sig, da han så mig, men det tog ikke mange sekunder før vi skulle nusse og stikke snuderne sammen. Da han kom i transportkassen gik det helt galt med ham igen.....han kan ikke li' at køre bil, men plejer at udholde turen ved at sidde musestille og jamre en gang i mellem. Denne gang var der fuld korsang på og han tissede et helt hav i transportkassen. 

Stakkels kat og træls for mig....jeg lukkede ham ud af kassen på badeværelset, hvor han sprang rundt i panik  = total nedvaskning af badeværelse....føj en sur stank katteurin. 

Nå men vigtigst var det, at få Basse til at falde til ro igen. Han nyder nu at være hjemme og holder mig gerne ved selskab i sofaen. Bølle...jah han har indtaget kvarteret igen og ser ud som om han aldrig har været hjemmefra.



søndag den 29. juli 2012

Blogger-abstinenser

....sådan føles det i dette præcise øjeblik ;D

Vi er hjemkommet fra vores græske ferie-eventyr (som I da ikke skal snydes for at høre mere om senere) og i går aftes var lysten til blogning, men trætheden var overvældende (?).

Lige nu nyder jeg at kigge ind hos jer alle og dette indlæg er bare for at sige, at jeg er tilbage igen og arbejder på at besvare mails og vaske tøj samtidig ;D.


tirsdag den 24. juli 2012

GIVE AWAY: nyt etui til terrasse-hækling

En give away i anledning af, at min blog vises i Symagasinet nr. 8 i dag (for abonnenter, senere i løssalg) og i Strikkemagasinet nr. 8 (den 7. august for abonnenter, 16. august i løssalg)


Der er da ikke noget mere hyggeligt end sommer-terrasse-hygge-hækling...altså når den danske sommer da ellers er over os ;D.

Men når jeg selv sidder derude på terrassen med isvand og hækletøjet i hænderne, er jeg ofte træt af alle de løse garn-ender, der ender med at flyve rundt på terrassen....til gemalens store irritation.

Sådan en dag (ja der har været en enkelt solskinsdag eller to), tegnede jeg på et terrasse-hækle-etui og her kan I se resultatet:

Etuiet knappes rundt om stolens armlæn.

Lommer til hæklenåle, saks og mønster

Nålepude, der kan tages af (velcro)
og en rummelig lomme, der kan bruges til garn-ende-afklip eller et nøgle garn

Vil du være med i denne give away, skal du gøre følgende:

1 lod: skrive en kommentar
2 lodder: skrive en kommentar og være fast læser
3 lodder: skrive en kommentar, være fast læser og linke fra egen blog.

Denne give away udløber den 17. august 
og så satser jeg på at sommeren ikke er slut 
og at vinderen kan få gavn af terrasse-etuiet ;D

Nu holder bloggen lige (varme)-fri og vi ses igen den 30. august

mandag den 23. juli 2012

Hæklet blomster-sjal

Planen var at mit japanske blomster-sjal skulle jo ha' været færdigt, 
men det blev det ikke.

hæklet i det skønneste garn: PIMAbomuld fra hende her

Synes at farverne blev lidt for efterårs-agtige....ikke fordi det ikke også er ok, men det betyder bare at min deadline er skubbet lidt.

søndag den 22. juli 2012

Taske til ferie-medicin

Hvert år, når vi tager på ferie, smider jeg alt min medicin i en frysepose og så i håndtasken. Og hvert år er jeg træt af den løsning og endnu mere træt af, at jeg kommer i tanke om det dagen før vi tager afsted.

Dette år var heller ikke anderledes....fryseposen blev fundet frem, men så tænkte jeg, at det da ikke kunne tage lang tid at sy en "box".

Som sagt så gjort ;D



lørdag den 21. juli 2012

Katte(fri)-ferie ?

Ja det er ikke med min gode vilje, at jeg efterlader mine katte og suser mod sydens sol.

Kattene skal i kattepension, for så ved jeg at de er ok til jeg kommer hjem igen.....uh hvor kommer jeg til at savne dem....ja jeg ER bare en rigtig pylre-katte-mor.

Timerne op til at vi tager afsted, er jeg urimelig og ikke særlig samarbejdsvillig, men når vi først har nusset kattene på gensyn og sidder i lufthavnen, så nyder jeg da bestemt min ferie.

Bølle har en forkærlighed for kludetæpper.
Kludetæpperne skal ruskes og puttes under, når  kampen er overstået

Simba har lige snydt sig ind min seng OG det ER forbudt.....
.....i hvert fald indtil sengetæppet er lagt på.

fredag den 20. juli 2012

Vorbasse Marked

sønnens beskidte sko, men det kunne ha' været værre

Vorbasse Marked startede i går :D

Vi startede dagen med et smut til Odense, hvor sønnen skulle ha' en uddybende skanning for at sikre at det ikke er cysten, der driller ham pt.

Men bilen nåede dårligt nok at standse i indkørslen, før drengen havde vendt skosnuderne mod markedspladsen.....han er en rigtig vorbassianer ;D

Jeg var allllt for træt (?) til at suse ned på markedspladsen + jeg havde liiige noget, der skulle sys ;D

I dag SKAL jeg dog afsted, når kattene ellers er afleveret i kattepensionen og kufferten pakket.

torsdag den 19. juli 2012

Krea-piger på en regnvejrsdag

I går havde jeg besøg af 2 piger, der gerne ville lave noget kreativt (?!).
Pigerne kender jeg fra min mands arbejde (deres mor sidder jeg gerne ved siden af til firma-julefrokosten). Mit kendskab til deres kreative evner var lig nul, men med to engagerede piger kunne det jo kun gå godt. 

Den yngste lavede disse perle-dyr (ideen er set på Pinterest).


Den ældste pige dekorerede sit eget penalhus/etui til neglelak eller lign. ;D Tak til min Panduro-Dorthe for hjælpen....jeg kan altid regne med dig.


Og så kom hun med et ønske om at sy en sovemaske...som hun havde set på film. Pigen havde aldrig syet før, så jeg måtte hurtigt finde en nem løsning: stryge filt og stof sammen med vliesofix, klippe modellen ud og sik-sakke kanten rundt. 

 
Den yngste pige mente også at Minnie-barnet havde brug for en sove-maske....på billedet havde hun altså lige fået masken omvendt på ;D


En hyggelig dag, men for pokker hvor var jeg træt bagefter ;D

onsdag den 18. juli 2012

Jeg mobbes (kærligt ?)

...af min svigerinde og svoger.

ADVARSEL: lang fortælling forude ;D

Hver gang vi skal på ferie til syden, går jagten ind på den perfekte solcreme. Jeg stiller nemlig store krav til min solcreme ;D......og det er ikke fordi min svigerfamilie ikke gør det, men det er blevet lidt af en joke imellem os....altså det der med mig og solcreme.

Solcremen må ikke indeholde parfume og den skal være let at smøre ud og ikke fedte...ikke urimelige krav vel?

Forrige år havde jeg et arsenal af solcreme med på ferie, stort set alle faktorer og typer var repræsenteret. Den første dag smøres drengen ind i en særlig vandfast solcreme, springer i poolen og da han går op af vandet er han HVID. Solcremen havde lagt sig som en hvid hinde..han lignede faktisk mest af alt den afskyelige snemand.....nøj hvor blev drengen sur, så den solcreme blev straks kasseret, men heldigvis havde jeg jo mange flere med.

Sidste år ville jeg ikke mobbes og tog derfor færre solcremer med.....men hvorfor nøjes med én slags? Inden afrejsen havde jeg googlet og selv testet duft og indsmørings-kvalitetet på flere produkter. Valget faldt på et fransk produkt. Manden min skulle hente det på apoteket og for at mildne chokket over prisen, så havde jeg advaret ham med ordene; "Skat, tænk på det som en investering i vores fremtid". Da han kom hjem med solcremen, var han aldeles stille og kvækkede lidt om at solcreme til en værdi over 600 kroner dælme også skulle være go'. Jo jo det var sørme den bedste og mest allergi-venlige creme på hele markedet.....det havde damen på apoteket i hvert fald forsikret mig om.

Hmmmm behøver jeg sige, at vi løb tør for solcreme og måtte købe noget på feriestedet? Vi fik udslæt af solcremen (den dyre) og til trods for, at jeg smurte og smurte mig ind i solcreme....ja så blev jeg solskoldet!!!!

I år har jeg også været i gang med den store solcreme-undersøgelse. Denne gang skal solcremen også være inden for en rimelig pris.....mandens krav....han mente faktisk, at han snildt kunne bruge en eller anden billig solcreme fra Bilka. "Ok, fair nok" tænkte jeg, så vi testede solcremen i Bilka (altså ved at smøre lidt på armene) og der gik ikke lang tid før manden var helt desperat over parfume-duftenstanken fra solcremen. Han gik derfor med til at solcremen skulle være parfumefri....hurrahh hvor jeg klappede i mine små buttede hænder.

Ja hvad valgte vi så? Jo, det blev til solcreme fra Matas: en faktor 30 og en faktor 15 (fordi det har svigerinden med og jeg skal da også vise flaget for den faktor (?), men vi smører os nu ind i faktor 30) og så en ansigts-solcreme til mig. Nårh ja så har vi da også en After Sun med. Og ja denne gang har jeg købt den store udgave, så vi ikke løber tør ;D.

Ved nærmere eftertanke, så tror jeg altså liiiige, at jeg også må ha' en faktor 25 med? Og hvad med en solfaktor 50? Og faktisk tror jeg hellere at jeg vil smøres ind i Cosmea (ACO) solcreme.........

tirsdag den 17. juli 2012

Julehækling i sommer(varmen)

Jeg er langt om længe blevet færdig med et par hæklede julehjerter.

Jeg har selv regnet dem ud...og selv om det er svært at opfinde en halvbue igen, så er det alligevel lykkedes mig at konstruere et mønster der ikke er magen til dem jeg kan finde på nettet OG som stadig ligner et flettet julehjerte.
- tre forskellige kant-afslutninger, hvilken én  mon der bliver valgt?


Opgaven er bestilt af den skønne Trine Bertelsen og jeg glæder mig til at vise hvilket projekt hjerterne skal indgå i, men det afsløres jo først om laaaaang tid ;D.

Hmmm synes pludselig at hjerterne ser lidt sølle ud...gad vide om de bliver godkendt? .....hvis ikke så har det været en fest at lege med at konstruere et mønster, hvor kravene var helt specifikke.

mandag den 16. juli 2012

Farvel til chokoladekagen??????!!!!!

Fåååååårk en mandag. Tror jeg hopper i seng igen.

Har nu i 1½ ugen glemt at ringe til lægen og få svar på en blodprøve (?)....jeg er sååååå tørstig og med det nye hjertemedicin skal man være særligt opmærksom og derfor havde jeg fået taget en blodprøve.

Fik ringet til lægen og sad med en forventning om at alt var normalt og så sagde hun: "Du har sukkersyge".

"Nå" tænkte jeg og det går vel over?! Men uha nej, nu skal jeg huhej til lægen og ha' taget endnu en blodprøve for at se hvilken type sukkersyge jeg har. Jeg spurgte om det ikke kunne vente til efter ferien, men uha nej jeg SKAL ha' en samtale med lægen i denne uge om hvordan man lever med sukkersyge.....jamen jeg skal jo så meget i denne uge........selvfornægtelse er en stædig sag ;D

Sidder her og tænker at lægen da har kigget i den forkerte journal, for jeg er da ikke klar til at opgive min chokoladekage....eller må man godt spise sådanne syndige sager med sukkersyge?

Er nu stadig overbevist om at lægen har taget fejl og at den tidligere blodprøves resultat skyldes morgenmadens indhold af sukker.

Mon ikke jeg kan dementere lægens udsagn i morgen? Det tror jeg og alt imens vil jeg hækle videre på et projekt, der skal afleveres i denne uge.

søndag den 15. juli 2012

En spoleret date

Nu hvor der er gået lidt tid, kan jeg godt grine af den her episode, som jeg vil dele med blogland i dag.

For en uge siden sendte vi sønnen på sommerlejr i Åbenrå. Drengen insisterede på selv at pakke kufferten og da jeg luskede mig til at tjekke den, kunne jeg konstatere at drengen kun havde pakket 3 par underbukser og 4 par strømper......til en 6-dags-tur????? Med lidt pædagogisk snilde fik jeg drengen overbevist om, at der skulle lidt mere med i kufferten. Pædagogisk snilde eller ej, så fik han et teenage flip og fablede om tillid....point taken.

Nå men med kuffert, taske og rygsæk fik vi drengen sendt af sted. Med udsigt til en lille uge alene, besluttede manden og jeg, at vi da skulle på date. Sådan en hånd-i-hånd-tur........åh det var så hyggeligt.....lige indtil vi fik et telefonopkald, at sønnens kuffert var røget med tilbage til Vorbasse!?!. OMG jeg blev sur, men der var ikke noget at gøre, så daten blev afkortet og manden min kørte til Åbenrå med drengens kuffert (havde ellers den største lyst til at lade kufferten blive i Vorbasse og sige "så kan han lære det").

Teenagere (er det kun drengene?) kan altså ikke huske fra næse til mund....I know.....men det er ved at drive mig til vanvid....jeg ved godt at hele deres "over-etage" er under ombygning, men min tålmodighed sættes jævnligt på prøve ;D.

Nu hvor sønnen er hjemvendt fra en rigtig god sommer(?)lejr, så har jeg alligevel savnet ham og glæder mig over at der er lidt liv i huset igen.

lørdag den 14. juli 2012

Hæklede frugtposer / apple cozies

Ja jeg har aldrig forstået disse frugt-cover-anordninger.......indtil i dag ;D

Min niece skal starte i skole efter ferien og så vil det jo være rart at ha' et vasket æble med i skoletasken....og når man skal starte på en Steiner-skole nytter det jo ikke noget at putte æblet i en plastpose vel.......det gælder sådan set også for andre skoler ;D.

Hæklede disse tre udgaver og har kig på en fjerde, som jeg også synes virker fornuftigt. Garnet er naturligvis økologisk bomuld.


Jeg fandt mønsteret på pose-udgaven her (havde ikke det rigtige garn, så jeg ændrede fastmaskerne til halvstangmasker og så passede mønsteret fint...med en nål 4 i øvrigt)


De to øvrige frugt-covers har jeg selv regnet mig frem til, MEN ideen er på ingen måde min og hvis apple-brugere googler "crochet apple cozy" er det muligt at downloade et gratis mønster fra et magasin....tror det hedder "Molly makes"


Det gule æble-cover er til min søster, der elsker farven gul. Tænkte at hun ville synes om ideen og at det ville være rart at ha' et æble klar i tasken.


Må jeg lave en DIY på de to sidste frugt-covers? Tænker at det måske kunne være rart at ha' en færdig opskrift, der passer til en bestemt type garn? Denne gang har jeg skrevet ned mens jeg hæklede derudaf ;D

fredag den 13. juli 2012

Update på haltende kat

Og så gik det lige så godt med Bølle. Efter dyrlæge-besøget (og diverse insprøjtninger) kunne Bølle igen gå på alle fire ben.....det så ud til at hans halten var fortid, MEN AK....


Efter at ha' "ordnet" et kludetæppe og i kådhed over endelig at kunne tosse rundt, sprang han op på bordet med en attitude, der var enhver sejrherre værdig. Til trods for, at jeg jo synes, at det var skønt, at han atter kunne støtte på det sårede ben, så fik han alligevel ikke lov at være på bordet.

Da jeg rejste mig fra sofaen (...ja jeg sad lige og hæklede lidt) vidste Bølle godt at vejen var vist og han sprang ned fra bordet. Nu halter han endnu mere og benet er hævet.......jeg forudser en mega dyrlæge-regning. SUK.

Havde ellers planer om at skulle købe lidt nyt stof i Panduro Hobby i Kolding....der er jo udsalg ;D....suser nok til Kolding alligevel, men kun for at købe solcreme og et par soltoppe, som den forestående ferie kræver....BILKA here I come......jo billigere jo bedre, hvis der kommer en ekstra dyrlæge-regning, men solcremen sparer jeg ikke på! (har en mega sjov historie om solcreme, men den må I få en anden gang)




Ja Bølle lever bestemt op til sit navn. Har talt med dyrlægen igen og han lovede at Bølle blot skulle hvile sit ben....ingen brud...hurrah, jeg blev godt nok lidt nervøs. Infektionen er "bare" dybere (?) og kræver mere ro. Yeahhh der bliver altså penge til en enkelt meter stof eller to ;D

torsdag den 12. juli 2012

Hjælp til overspringshandling søges

Ja nu er den da helt galt...jeg har brug for hjælp til en overspringshandling.

Mangler pt. at få samlet fokus (tak Marthe fordi du fik sat ord på det) og tænkte at en lille overspringshandling ville gøre godt.....i hvert fald en slags overspringshandling.

Min nabo har kigget savlende i den fine bog "Crochet bouquet" og spurgt om jeg ikke kunne oversætte mønsteret på stedmoder-blomsten.

Intet problem og det var virkelig nemt nok

MEN

nu har jeg brug for hjælp!

sorry, men stedmoderblomsten er ikke min favoritblomst
....synes det ser lidt uhyggelig ud

Efter oversættelsen, ville jeg naturligvis også lige hækle blomsten. OG der er noget helt skævt...sådan helt bogstavligt. Når jeg følger mønsteret, også på engelsk, så bliver det midterste blad skævt....maskerne er ikke symmetriske. Måske har jeg stirret mig blind på opskriften og DERFOR kunne jeg godt bruge lidt hjælp.

Er der nogen, der har hæklet stedmoder-blomster i bogen "Crochet bouquet"?

Alternativ må jeg oversætte denne opskrift til min nabo.

onsdag den 11. juli 2012

Når alt går i ged....

Pt. går tingene lidt i ged for mig....mit håndarbejde mislykkes gang på gang og nu er jeg nødt til at droppe en ellers så spændende tur på grund af nedenstående kat:

Bølle er lige kommet fra dyrlæge og stoler ikke helt på mig.
Havde ellers lige vilde planer om at mødes med en utrolig sød kvinde og medblogger i København, men tur-pengene er nu gået til en dyrlæge-regning.

Katten er alle pengene værd og min dyrlæge er fantastisk dygtig,
men pengene kunne jo være brugt til noget sjovere ikke?

Min yngste hankat slås med naboens katte og det giver af og til skrammer (inficeret og dybt bidsår igennem bagbenet). Denne gang måtte jeg til dyrlægen og det kostede den nette sum af 909.06 kroner.....penge, der kunne være brugt på en herlig tur til KBH.

Jeg prøver nu at overbevise katten om at den enten skal undgå disse slåskampe eller VINDE dem, for han kommer jævnligt hjem med bidmærker i bagpartiet eller bagben....typiske skader for den flygtende kat.

Egentlig er uforudsete dyrlæge-regninger på mit budget, mææææn pengene bliver i denne omgang brugt til en lidt dyrere end beregnet katte-pension, når vi tager på ferie inden så længe.

tirsdag den 10. juli 2012

Loppe-fund uden formål for øje (?)

 Genbrugsbutikken havde da liiige et par ting, der måtte med mig hjem, når jeg nu alligevel liiige kom forbi ;D


- en dug med den fineste karryfarvede stribe...ved ikke hvad stoffet skal bruges til, men mon ikke, der kan blive den fin taske ud af stoffet?

- 6 hvide læder-knapper...tjah man samler vel på knapper og disse synes jeg var så fine, at de også måtte med hjem

- 2 meget korte lynlåse, 8 cm., som jeg i øvrigt heller ikke liiige ved hvad jeg skal bruge til

- armbånd med neonfarvede perler, som helt klart skal bruges til lidt pynt....når jeg lige kommer på hvilken pynt jeg vil lave ;D

- en hæklet flakon-ting, som måske i virkeligheden er kniplet. Synes den ser hæklet ud, men skal lige ha' min mor til at kigge nærmere på den. Hvad den så skal bruges til?....tjah det har jeg endnu ikke besluttet, men tanken om, at den skal bruges til noget dekoration på en notesbog, har da strejfet mig ;D


De fine sager, som tilsammen kostede den nette sum af 35 kroner, er altså ikke købt med ét bestemt formål for øje, men er det ikke sådan nogle gange med loppefund?

Jeg efterlyser en blogger og har fundet hende

Jeg efterlyser en blogger, der har syet et knit pro etui efter mit mønster. 

Det er en helt bestemt blogger, som har tilføjet den fedeste detalje, så strikkemarkørerne har en fin plads.

Jeg vil så gerne kunne linke til vedkommende, men kan ikke huske bloggen.

Jeg har fundet hende ;D. Hvordan jeg kunne glemme den dygtige Gitte er over min forstand. Gitte har lavet en rigtig fin løsning på opbevaring af strikkemarkørerne; se løsningen her.

mandag den 9. juli 2012

For %?@$?*^¨#"

...eller hvordan man nu skriver de ukvemsord, 
der kom ud af min mund i går.

Jeg trængte til en pause i test-hæklings-processen, så jeg ville lige gøre nogle småting færdig, mens jeg sad ude på terrassen. For længe søgte jeg inspiration til at dekorere et hæklet låg til min svigerinde....ja jeg kom altså ikke meget videre den gang, men i går skulle det så være.....

....og K L I R lå glasset på fliserne...argggghhh mig og min åndsvage motorik (eller mangel på samme)



Glasset er fra Netto, så låget passer ikke på andre glas....hmmmm. Nu får min svigerinde ikke noget glas med hæklet låg....med mindre jeg tømmet mit eget glas og giver hende det.


Dekorationen blev bestemt til en masse små blomster drysset med let hånd på låget....som en dejlige sommer-blomster-eng...ja det var i hvert fald meningen.

søndag den 8. juli 2012

Om en hæklet havfrue

...og hvorfor det er en god idé at skrive opskriften ned, mens der hækles.

For lææææænge siden hæklede jeg denne havfrue til min niece.....har vist også vist den på bloggen......men jeg skrev ikke opskriften ned (?).


Og jeg får det nok heller ikke gjort, for jeg hækler ikke endnu en havfrue...foreløbigt.


Grunden til at jeg laver dette indlæg i dag, et at jeg minder mig selv om, at skrive ned, mens jeg hækler.....arbejder jo i disse dage med hækle-hemmeligheder, hvor et nedskrevet mønster er påkrævet ;D.

Desværre ingen afsløring eller sneak peaks.

Øj altså, nu er forventnings-presset overvældende.

lørdag den 7. juli 2012

Mit navn er Lene og jeg ÆÆÆLSKER katte

...ja nu har jeg indrømmet det for alle i cyberspace (hvis nogen da var i tvivl)

Helt ærligt, så tror jeg, at jeg kunne blive én af den slags dyresamlere......omg.......men kærligheden til manden og den slunkne pengepung forhindrer mig i at anskaffe flere katte....god mad og dyrlæge-tjek er et must for mine katte.


Mito, katten på billedet og fra gårsdagens indlæg, er bare den skønneste kat. Tålmodig, kælen og en rigtig smuksak...altså når loppekuren har gjort sit for den stakkels loppebefængte kat. Mito blev hentet af sine ejere i går og de var overstrømmende lykkelige for at gense deres kat. 

Da de var kørt stod jeg tilbage med en boblende glæde i brystet, der senere blev afløst af en snert af sorg. Tænk at jeg allerede havde knyttet mig så meget til katten. VILDT. Måske var det også tanken om at Mito måske ikke kan blive i sit hjem, da sønnen får noget eksem, der måske skyldes katten = Mito skal finde et nyt hjem. Så kære bloggere, hvis I ser Mito her i mit lille hjørne af blogland, så er det fordi han mangler nogle nye kærlige ejere.

Nu skal man jo ikke tage sorgerne på forskud, så jeg vil glæde mig over at Mito er kommet HJEM og over-nusse mine egne katte, hvis pels er blød, fin og loppefri....indtil videre....mon ikke Mito har tabt et par loppeæg, der nu vil klækkes og springe på mine katte?

fredag den 6. juli 2012

En forhutlet kat finder hjem

Se lige den smuksak på billedet...ok han er tynd og pelsen er ikke så pæn, men det bliver han igen, når han kommer hjem til sin ejer i Sønder Felding.

en mæt hankat på skødet...
Mito kravlede selv op og spandt til den helt store guldmedalje

 Hankatten hedder Mito og vores veje mødtes, da min svigerinde ringede til mig i morges. Min svigerinde tænkte at jeg måske vidste hvad man kunne gøre for en stakkels forhutlet og hjemløs kat...sjovt nok tænkte hun straks på mig ;D.

Da Mito forsvandt vejede han 9 kilo
nu vejer han 5.9 kilo, mon ikke ejeren får sig et chok?

Mito har været væk længe og har levet af madpakker på skolen i Bække og til sidst søgt tilflugt i Børnehaven, hvor min svigerinde arbejder...sikkert i håb om flere kasserede madpakker og kærtegn.

Heldigvis er Mito stadig tillidsfuld (til trods for at han er blevet jaget væk fra flere huse i området) og derfor kunne min svigerinde komme så tæt på, at hun kunne se at katten er øremærket. HURRAHHHH for øremærkning og chipning.

Mit katte-hjerte krævede ingen overtalelse til at hjælpe, så fluks sprang jeg i bilen....uagtet at jeg seriøst trængte til et bad..... for at hente Mito. Min dyrlæge, den helt fantastiske Lisbeth, havde problemer med at se øretatoveringen, men katten er også chippet, så ejeren blev fundet.....laaaangt fra Bække.

Behøver jeg nævne at der var glædes-udbrud fra alle sider?!

Mito's ejer kommer i aften og alt i mens nyder jeg selskabet af den dejlige kat. Han laver ingen ballade....vi var lige ude at handle ind til sønnens forestående sommerlejr....og nu ligger han ved siden af mig inde på kreakontoret. Jævnligt tjekker han lige at jeg også er der.....tror virkelig at han har savnet kærtegn fra mennesker. Hvor er det bare fedt at gøre en forskel....også for en kat. Tak til Bække Børnehave, for at de ikke bare konstaterede den hjemløse kat, men også handlede på det.

Når Mito er hentet, så skal huset og husets øvrige katte ha' en ordenlig omgang loppekur ;D






Vinterhæklerier i sommervarmen

Med det forrygende sommervejr i går, tog jeg hækletøjet med på terrassen...det var bare sååå hyggeligt og varmt.

Pt. arbejder jeg på flere hækleprojekter...nogle hemmelige projekter, der først afsløres til efteråret ;D
Jeg test-hækler i et lækkert garn; Lama Uld fra www.strikkebogen.dk


Lækkert garn og så lige i min pt. yndlingsfarve; G R Å

torsdag den 5. juli 2012

En buket blomster kom med posten

I går fik jeg den skønneste buket blomster
...i form af en skøn hæklebog ;D


TUSIND TAK KÆRE TRINE


I bogen er der ikke blot blomster-mønstre, men også de skønneste bladmønstre. Jeg glæder mig vildt til at komme i gang med at lege...................men det må vente lidt, da jeg liiige har et andet lidt hemmeligt hækleprojekt i gang ;D

onsdag den 4. juli 2012

Fed idé

Endnu et projekt, der kommer på to-do-listen.

I Hendes Verden i denne uge, er der mønsteret på broderede frimærker. De er sååå fine og jeg kunne lige forestille mig det røde motiv sammen med hør på en pude til jul....


...jamen det bliver jeg da nødt til at lave!.........når de andre ting på to-do-listen er krydset af ;D

tirsdag den 3. juli 2012

Sol, sommer og en færdig hæklet cardigan

Uhmm alle tre gode ting på en helt almindelig tirsdag.

Sidder på terrassen i min natkjole (jep du læste rigtigt), for i dag er der dømt total afslapning....i hvert fald indtil jeg skal til frisør ;D.

Jeg er blevet færdig med den hæklede cardigan fra Trine Bertelsen og glæder mig til at sende den til min yngste niece. Cardiganen er hæklet i mit favoritgarn...kan du gætte det?...ja lige præcist, cardiganen er hæklet i PIMAbomuld ;D.


Jeg er godt tilfreds med cardiganen, mønsteret er nemt og vejledningen i top....jeg har aldrig før hæklet beklædning, så det var en udfordring i sig selv. Mønster og garn kan købes her....hvor du i øvrigt også kan finde mange lækre strikke-designs.


PIMAbomulden er ekstrem blød og holder sig meget pænt efter vask... og det er jo ikke helt uvæsentligt ;D.

Jeg glæder mig allerede til næste hækle-projekt.

mandag den 2. juli 2012

En skæv start

Havde faktisk bestemt mig for at fremvise den skønne Trine Bertelsen cardigan, som jeg har hæklet. Den er nemlig færdig, men jeg er simpelthen for træt til at fotografere.

Dagen startede lidt skævt med at jeg faldt i søvn efter manden var kørt på arbejde....men ingen grund til panik for det er jo ferie ;D.  Jeg vågner ved at min nabo banker på ruden og spørger om jeg vil køre hende til lægen. I trusser og morgenhår får jeg hende lukket ind.....og med tøj på kører vi til lægen kl. 8.

Turen går videre til sygehuset, der handles lidt ind (billig shampoo i Rema 1000) og så ellers hjem igen for at tjekke til nabokonens mand, der lige er kommet hjem fra sygehuset. Har 1 times pause og så er jeg chauffør igen ;D.

Senere skal jeg være passager, for der er krea-klub dag i dag....yeahhh vi skal besøge søde Trine og jeg har chauffør på ;D

søndag den 1. juli 2012

Chokoladekage og kærlighed

..to ting der godt kan gå hånd i hånd, ikke?


At huske vores bryllupsdag, er så svært, men jeg kan da huske datoen for vores første møde og kys (ja ja jeg var vist en værre én ;D). For lige præcis 24 år siden mødte jeg min mand og vi vidste begge med det samme at det skulle være os for altid. Han siger at han vidste det i det sekund han så mig og jeg vidste det i det samme sekund vi kyssede på dansegulvet.

Dagen i dag skal fejres med en chokoladekage....for jeg drømmer stadig om den fordømte chokoladekage og så kan jeg jo lige så godt slå to fluer med ét smæk, ikke?

Hmmm måske dropper jeg chokoladekagen (?) og bager mandens yndlingskage: en pæretærte (den minder nemlig også om en fælles historie).

Egentligt ville vi ha' taget på en date, men da manden min, har en forretningsforbindelse på besøg hele week-enden, så må daten vente. Kunne i princippet godt presse en date ind, men helt ærligt, så synes jeg at manden min fortjener en god hjemmelavet middag (fra min hånd????) og kage til dessert efter sådan en lang arbejdsuge.....at sidde og holde i hånd, er jo heller ikke så tosset ;D. Desuden vil jeg ikke køre fra sønnen der pt. ligger med feber....heller ikke selv om han snart er 14 år.